Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Flytning til udlandet

Flytning til udlandet skal anmeldes til din danske fraflytningskommune inden udrejsen, også hvis du flytter til et andet nordisk land. Udrejsen skal som udgangspunkt anmeldes digitalt.

Hvis et udlandsophold efter CPR-loven betragtes som en fraflytning, skal du registreres som udrejst i CPR, også selv om du måske ikke selv betragter dig som fraflyttet til udlandet, og selv om du efter anden lovgivning har ret til at opholde dig i udlandet i længere perioder.

Udrejse skal som udgangspunkt anmeldes digitalt enten via borger.dk eller via bopælskommunens digitale selvbetjeningsløsning. 

Du kan kontakte din bopælskommune, hvis du ikke ved, om dit udlandsophold betyder, at du skal være registreret som udrejst i CPR.

Hovedreglen om registrering af udrejse er CPR-lovens §24, stk.1. Du kan læse mere om registrering af udrejse i vejledningen om folkeregistrering kapitel 6.

 

Udlandsophold på over 6 måneder

Ophold i udlandet på over 6 måneder skal registreres i CPR som en udrejse (§24, stk.1, 3. pkt. ), også selv om du her i landet bevarer rådighed over din bolig, og din familie bliver her i landet.

Der er dog visse undtagelser for f.eks. diplomater og forsvarsfolk (§24, stk.5), og for personer, der opholder sig i udlandet på grund af deres arbejde, men som løbende og jævnligt er på deres bopæl her i landet, hvor også familien er folkeregistreret og lever deres daglige liv (§24, stk.7 og 8). Ved registrering af udrejse til et andet nordisk land gælder særlige regler, se nedenfor. 

Du skal være opmærksom på, at der ved beregningen af de 6 måneder foretages en vurdering af udlandsopholdets længde, set i forhold til et efterfølgende ophold  her i landet og et eventuel senere udlandsophold, se lovens §24, stk. 2. Hvis et ophold her i landet har karakter af et kort besøg, medregnes det som en del af det forudgående udlandsophold, når man skal vurdere, om du har været ude i over 6 måneder.

Du skal også være opmærksom på, at hvis du ved udrejsen havde planlagt at opholde dig i udlandet i under 6 måneder, men beslutter dig for at blive over 6 måneder i udlandet, skal du registreres som udrejst i CPR fra det faktiske udrejsetidspunkt. 

 

Udlandsophold på 6 måneder eller derunder

Hvis du opholder dig i udlandet i 6 måneder eller mindre, har du ret til at forblive registreret i CPR, hvis du under udlandsopholdet bevarer rådigheden over din bolig (§24, stk.1, 4. pkt.).

Hvis du ikke bevarer rådigheden over boligen, skal din bopælskommune konkret vurdere, om du skal registreres som udrejst, eller du kan forblive registreret i CPR under udlandsopholdet, men i givet fald som værende uden fast bopæl (§24, stk.1, 5. pkt.).

 

Særligt for flytninger til et andet nordisk land

Der gælder særlige regler for flytning mellem nordiske lande, se lovens §25 og vejledningens afsnit 6.4. Du kan ikke blive registreret som fraflyttet Danmark til et andet nordisk land, før det andet nordiske land har givet besked til din danske fraflytningskommune om, at du er registreret som indrejst. Når du er blevet registreret som indrejst i et andet nordisk land, bliver du automatisk registreret som udrejst i CPR.