Robinsonlisten

Erhvervsdrivende, der påtænker at rette uanmodet henvendelse i markedsføringsøjemed til en bestemt person, skal forinden i CPR undersøge, om den pågældende har frabedt sig markedsføring.

CPR-kontoret udarbejder dagligt en opdateret fortegnelse med oplysning om nuværende navn og adresse samt eventuel seneste tidligere adresse inden for de seneste 3 år for samtlige personer, der har en markering i CPR om, at de pågældende frabeder sig henvendelser, der sker i markedsføringsøjemed. Personer med navne- og adressebeskyttelse medtages ikke i fortegnelsen.
Fortegnelsen er også kendt som Robinsonlisten.

Erhvervsdrivende og brancheorganisationer må hente listen. Brancheorganisationer må videregive listen til sine medlemsvirksomheder. Listen må ikke herudover videregives til andre eller offentliggøres.

Overtrædelse af ovenstående bestemmelser er fastsat ved lov og kan straffes med bøde efter CPR-loven eller efter databeskyttelsesreglerne og tilhørende bestemmelser om sanktioner og straf. Se også baggrundsafsnittet nedenfor.

Erhvervsdrivende og brancheorganisationer med CVR-nr. kan hente Robinsonlisten ved login i CPRWeb med MitID erhverv. Hvis virksomheden ikke allerede har MitID Erhverv, skal dette oprettes, før der kan opnås adgang til løsningen.

Se NemLog-in og MitID Erhverv eller MitID Erhverv - MitID Erhverv
CPR-administrationen yder ikke selvstændig support til MitID.

Erhvervsdrivende og brancheorganisationer uden CVR-nr. og udenlandske virksomheder (erhvervsdrivende) kan få adgang til Robinsonlisten ved at oprette en ansøgning via CPR Servicedesk portalen

Baggrund – lovgivning og vilkår

Efter CPR-lovens § 40, stk. 4, udarbejder CPR-kontoret en fortegnelse (Robinsonlisten) med oplysning om nuværende navn og adresse samt eventuel seneste tidligere adresse inden for de seneste 3 år for samtlige personer, der efter CPR-lovens § 29, stk. 2, har frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed efter markedsføringslovens § 10. Robinsonlisten omfatter ikke personer med navne- og adressebeskyttelse efter CPR-lovens § 28.

Efter CPR-lovens § 40, stk. 5, har erhvervsdrivende og organisationer, der varetager erhvervsdrivendes brancheinteresser, ret til at få leveret en kopi af Robinsonlisten. Brancheorganisationen kan få leveret en kopi af Robinsonlisten for at videregive den til sine medlemsvirksomheder. Robinsonlisten må ikke herudover videregives til andre eller offentliggøres.

Efter markedsføringslovens § 2, nr. 2, er en erhvervsdrivende en fysisk eller juridisk person, der udøver virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøver et liberalt erhverv, og enhver der handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes vegne.

 

Du kan anmode om at få leveret Robinsonlisten, hvis du er erhvervsdrivende, eller er bemyndiget til at handle på vegne af en erhvervsdrivende eller en organisation, der varetager erhvervsdrivendes brancheinteresser.

 

Du bedes læse nedenstående informationer:

  1. Den erhvervsdrivende eller brancheorganisation, som Robinsonlisten udleveres til, er selvstændig dataansvarlig for sin behandling af oplysningerne. Det betyder, at den erhvervsdrivende eller brancheorganisationen skal behandle oplysningerne i overensstemmelse med databeskyttelseslovgivningen og beskytte dem med passende tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger.
  2. Robinsonlisten udleveres kun for at opfylde den erhvervsdrivendes forpligtelser efter markedsføringslovens § 10, stk. 4.
  3. Robinsonlisten må ikke videregives til andre eller offentliggøres, jf. dog punkt 4.
  4. En brancheorganisation må videregive Robinsonlisten til sine medlemsvirksomheder.
  5. Uberettiget videregivelse eller offentliggørelse af Robinsonlisten kan straffes med bøde efter CPR-lovens § 57, stk. 1, nr. 4. Hvis forholdet efter anden lovgivning medfører en strengere straf, gælder den strengere straf. 

Det bliver registreret, når du får udleveret Robinsonlisten. Hvis du får udleveret Robinsonlisten uberettiget, kan det medføre anmeldelse til politiet og/eller Datatilsynet.

 

 

For yderligere information

Tlf.: 72 26 97 45

kl.: 08:30 - 11:30

eller kontakt via CPR Servicedesk portalen