Ændring af bekendtgørelsen om folkeregistrering

Publiceret 30-06-2017

Perioden med forbud mod helårsbeboelse i sommerhus er forkortet. Reglen i bekendtgørelsen om folkeregistrering om kommunernes vejledning om forbuddet er derfor tilsvarende ændret.

Ministeriet har ved ændringsbekendtgørelse nr. 838 af 26. juni 2017 ændret § 6 i bekendtgørelse nr. 1153 af 23. november 2006 om folkeregistrering. Bekendtgørelsens § 6 er herved bragt i overensstemmelse med den ændring af planloven, som trådte i kraft den 15. juni 2017.  

§ 40, stk. 1, i lov om planlægning (planloven) er ændret, således at perioden med forbud mod helårsbeboelse i et sommerhus med virkning fra den 15. juni 2017 er indskrænket til perioden fra den 1. november til udgangen af februar måned i stedet for som tidligere perioden fra den 1. oktober til 31. marts.  

Efter ændringen af bekendtgørelsen fremgår det således af § 6 i  bekendtgørelsen om folkeregistrering, at kommunen  ved anmeldelse af tilflytning til en sommerhusadresse skriftligt skal gøre de(n) flyttende opmærksom på, at det efter § 40 i lov om planlægning er forbudt og forbundet med strafansvar at anvende en bolig i et sommerhusområde som bopæl i perioden fra den 1. november til udgangen af februar måned.

Det bemærkes, at vedkommende efter planlovens § 41 kan have ret til at benytte boligen til helårsbeboelse.

Tilmeld nyhedsbrev

Nyhedsbreve:

Ved tilmelding af et nyhedsbrev giver du samtidig samtykke til, at CPR-administrationen indsamler og behandler oplysninger om bl.a. din mailadresse.