Orientering vedrørende folkeregistrering - 2004/3

Publiceret 22-11-2004

Anvendelse af opholdskort som dokumentation for identitet ved indrejse af udlændinge, borgers opfordring til kontakt til private i sag om bopæl, fortsat registrering trods borfald af opholdsgrundlag.

Hermed fremsender Indenrigs- og Sundhedsministeriet orienteringsbrev – 2004/3 om folkeregistrering, der indeholder en orientering om følgende punkter:

1. Anvendelse af opholdskort som dokumentation for identitet ved indrejse af udlændinge

2. Undersøgelse af sager om fejlagtig registrering i CPR

3. Betydningen af bortfaldet/ændret opholdsgrundlag for registrering i CPR

Dette orienteringsbrev kan i lighed med de tidligere udsendte orienteringer om folkeregistrering findes på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside på adressen: www.im.dk

 

1. Anvendelsen af opholdskort som identifikation ved registrering af indrejse

Med henblik på at sikre korrekt identitet ved registreringen af udlændinge som indrejst i CPR har det været en praktisk løsning, at kommunen afventede Udlændingestyrelsens udstedelse af opholdskort til den pågældende udlænding, bl.a. fordi dette indeholder billedlegitimation. Forudsætningen herfor var, at opholdskortet blev udstedt i umiddelbar forlængelse af selve opholdstilladelsen.

På grund af forsinkelse med udstedelse af opholdskort har Indenrigs- og Sundhedsministeriet tidligere henledt kommunernes opmærksomhed på, at en person, der opfylder betingelserne for at blive registreret i CPR, har krav på at blive registreret uden at afvente udstedelsen af opholdskortet, hvis identifikationen kan sikres på anden vis.

Ministeriet skal på baggrund af henvendelser fra kommunerne om registrering af udlændinge på ny henlede opmærksomheden på ovenstående.

 

2. Undersøgelse af sager om fejlagtig registrering i CPR

Ministeriet er gennem behandlingen af klager over kommunernes afgørelser om ændret registrering i CPR blevet opmærksom på, at kommunerne af og til afslår at kontakte private personer, som parterne selv har opfordret kommunerne til at kontakte for at få understøttet parternes egne oplysninger om deres bopælsforhold. Kommunernes afslag herpå begrundes undertiden med, at kommunerne ikke må kontakte private personer.

Ministeriet skal i den anledning henvise til, at ministeriet i et brev af 30. august 2001 vedrørende kommunernes kontrolhjemler i bopælssager oplyste, at kommunerne ikke må kontakte andre private end anført i lovens § 10, stk. 2. Baggrunden herfor var beskyttelseshensynet til parterne i sagen. Er det imidlertid parten selv, der uopfordret anmoder kommunen om at kontakte en bestemt person, har denne selv valgt, at personen bliver bekendt med sagen, hvorfor beskyttelseshensynet ikke længere er til stede. Kommunen skal dog ved eventuel kontakt til en privat person sikre, at denne kun bliver gjort bekendt med sagens indhold i det omfang, det er nødvendigt for at kunne medvirke til at belyse bopælsspørgsmålet, og sikre overholdelse af tavshedspligten i forvaltningslovens § 27, jf. straffelovens 152.

 

3. Betydningen af bortfaldet/ændret opholdsgrundlag for registrering i CPR

Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal indskærpe, at en person kun kan registreres udrejst i CPR, hvis CPR-lovens betingelser herfor er opfyldt, jf. CPR-lovens kapitel 6.

Personer, der én gang har opfyldt betingelserne for på korrekt vis at blive registreret indrejst i Danmark, forbliver således registreret i CPR, indtil pågældende rent faktisk er udrejst fra landet. Det har således ikke betydning for en persons bopælsregistrering i CPR, at den pågældendes opholdsgrundlag er ændret /bortfaldet, hvis pågældende stadig opholder sig i landet og ikke efter reglerne i kapitel 6 skal registreres som udrejst.

Som eksempel kan anføres en au-pair pige, hvis opholdstilladelse er udløbet, men som bliver i landet. Denne kan ikke registreres som udrejst, men skal registreres, hvor hun opholder sig, også hvis hun flytter til en anden familie. Det samme gælder andre udlændinge, som forbliver i Danmark efter ændring/bortfald af opholdsgrundlag.

Det kan tilføjes, at den eneste undtagelse herfra er personer omfattet af lovens § 17, stk. 2. Denne bestemmelse omfatter imidlertid kun personer, der genindrejser med en tidligere anvendt opholdstilladelse, og hvor der ved genindrejsen var tvivl om, hvorvidt opholdstilladelsen kunne anvendes som indrejsegrundlag. Dvs. en person som tidligere har været registreret som indrejst, og som i CPR efterfølgende er registreret som udrejst, men som nu vil genindrejse. Denne bestemmelse omfatter således ikke en person, der korrekt er registreret som indrejst, men hvis opholdsgrundlag senere bortfalder eller ændres.

Med venlig hilsen

Birgitte Mikkelsen

Tilmeld nyhedsbrev

Nyhedsbreve:

Ved tilmelding af et nyhedsbrev giver du samtidig samtykke til, at CPR-administrationen indsamler og behandler oplysninger om bl.a. din mailadresse.