Orientering vedrørende folkeregistrering - 2004/1

Publiceret 13-02-2004
Orienteringsbrev

Vedrørende lov nr. 68 af 4. februar 2004 om ændring af CPR-loven for så vidt angår Schweiziske statsborgere, samt ophør af registrering af opholdsgrundlag i CPR.

Hermed fremsender Indenrigs- og Sundhedsministeriet orienteringsbrev – 2004/1 om folkeregistrering.

Orienteringsbrevet vedrører en ændring af CPR - loven:

Lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister – Gennemførelse af aftale af 21. juni 1999 mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemslande på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side vedrørende fri bevægelighed for personer samt visse justeringer i adgangen til registrering af oplysninger i CPR.

Ved lov nr. 68 af 4. februar 2004 er CPR-lovens indrejseregler ændret. Desuden er der foretaget ændringer i adgangen til at få registreret oplysninger om kontaktadresse og opholdsgrundlag i CPR.

Ændringsloven er vedtaget den 29. januar 2004 og er trådt i kraft den 12. februar 2004.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter imidlertid tidspunktet for, hvornår oplysning om opholdsgrundlag i CPR bortfalder. Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil informere kommunerne herom.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har som bilag til denne orientering vedlagt et eksemplar af ændringsloven, hvortil der henvises, men vil nedenfor redegøre for hovedindholdet af lovændringerne:

A) Ændring af indrejsereglerne i § 16

Denne ændring af CPR-loven administreres af 1. økonomiske kontor.

Danmark har ratificeret aftale af 21. juni 1999 mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemslande på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side vedrørende fri bevægelighed for personer. Det følger blandt andet af aftalen, at de kontraherende parters statsborgere gives ret til at opholde sig på den andens parts område i indtil 6 måneder med henblik på at søge arbejde.

I forbindelse med opfyldelsen af aftalen blev det klarlagt, at CPR-lovens § 16, stk. 2, ikke fuldt ud levede op til EU-rettens regler om fri bevægelighed for personer, idet EU-statsborgere efter de daværende regler blev stillet forskelligt med hensyn til anmeldelsesfrist ved tilflytning afhængig af fraflytningsland. CPR-lovens anmeldelsesfrist var således tidligere knyttet an til, fra hvilket land vedkommende indrejste og var ikke afhængig af, hvilket statsborgerskab vedkommende havde.

CPR-lovens § 16, stk. 2, 1. pkt., er derfor blevet ændret således, at personer, der er statsborgere i et EU/EØS-land eller Schweiz, kun har pligt til at anmelde tilflytning, hvis opholdet her i landet skal vare over seks måneder. Dette gælder, uanset fra hvilket land den pågældende indrejser her til landet. Det samme gælder de nævnte personers familiemedlemmer, der er omfattet af Det Europæiske Fællesskabs regler om fri bevægelighed, etablering og udveksling af tjenesteydelser m.v., men som ikke er statsborgere i et af de i 1. pkt. nævnte lande (tredjelandsstatsborgere).

Med lovændringen er anmeldelsesfristen således fremover knyttet til statsborgerskab og ikke som tidligere til, fra hvilket land vedkommende tilflytter.

Der er ved lovændringen ikke ændret ved, at personer (uanset statsborgerskab), der indrejser fra et andet nordisk land, har ret til at opholde sig her i landet i op til 6 måneder uden at skulle anmelde indrejse.

Som en følge af lovændringen skal personer, der ikke er EU-/EØS-/schweiziske-statsborgere samt deres medrejsende familiemedlemmer, fremover anmelde indrejse ved ophold her i landet på over 3 måneder, medmindre disse indrejser fra et nordisk land.

Med lovændringen opfylder CPR-loven nu EU-rettens regler om fri bevægelighed for personer, og aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemslande og Schweiz vedrørende fri bevægelig gennemføres.

B) Justeringer i adgangen til registrering af oplysninger i CPR.

Denne ændring af CPR-loven administreres af CPR-kontoret.

Med lovændringen er der i CPR-lovens § 26, stk. 4, skabt hjemmel til, at personer, der er tildelt et administrativt personnummer efter CPR-lovens § 3, stk. 1, nr. 2 (ATP-nummer) og 3 (skattepersonnummer), samt § 3, stk. 6 (personer, hvor personnummer ikke er tildelt i forbindelse med folkeregistrering her i landet), får ret, men ikke pligt, til at få registreret en adresse her i landet eller i udlandet som kontaktadresse.

CPR-lovens Bilag 1 vedrørende dataindhold i CPR kan ændres, således at den gældende adgang til registrering af eventuelt opholdsgrundlag i CPR, jf. Bilag 1, nr. 17, ophæves. Det er nødvendigt med denne lovændring for at bringe registreringen i CPR i overensstemmelse med det forhold, at overførslen af opholdsoplysninger fra Udlændingestyrelsen til CPR ophører. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter dog tidspunktet for ikrafttræden af denne ændring. Kommunerne vil blive orienteret herom.

Ministeriet kan oplyse, at ministeriet snarest muligt påtænker at udarbejde en lovbekendtgørelse af CPR-loven, således at hovedloven og de efterfølgende ændringslove sammenkædes. Kommunerne vil blive orienteret herom.

Dette orienteringsbrev kan i lighed med de tidligere udsendte orienteringer om folkeregistrering findes på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside på adressen: www.im.dk

Med venlig hilsen

Se lov nr. 68 af 4. februar 2004 her