Orientering vedrørende folkeregistrering - 2002/2

Publiceret 01-05-2002
Orienteringsbrev

Anmodning om politiets bistand i bopælssager, landsretsdomme om tvangsregistrering af bopæl, handlekommune i bopælssager, medlemskab af den danske folkekirke, høring af ikke-medflyttende forælder efter § 13, stk. 2.

Hermed fremsender Indenrigs- og Sundhedsministeriet orienteringsbrev - 2002/2 om folkeregistrering, der indeholder en orientering om følgende emner:

1. Kommunernes anmodning om politiets bistand i bopælssager

2. To landsretsdomme om tvangsregistrering af bopæl

3. Fastlæggelse af handlekommune i bopælssager

4. Registrering af medlemskab af den danske folkekirke

5. Høring af ikke-medflyttende forælder efter § 13, stk. 2

Dette orienteringsbrev kan i lighed med de tidligere udsendte orienteringer om folkeregistrering findes på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside. Efter sammenflytningen af Indenrigs- og Sundhedsministeriet er ministeriets internetadresse:  www.im.dk .

1. Kommunernes anmodning om politiets bistand i bopælssager

Ministeriet har på baggrund af bl.a. en henvendelse fra et tilsynsråd erfaret, at der er en vis tvivl om, hvorvidt politiet kan yde bistand til en kommunes undersøgelse af en borgers bopælsforhold, eller om politiets inddragelse i sagen forudsætter en egentlig politianmeldelse.

I folkeregistreringsvejledningen fra 2000, kapitel 3, pkt. 5, er det herom anført, at fastlæggelsen af en borgers bopælsforhold alene er en kommunal opgave, og at politiet ikke medvirker ved løsningen af denne opgave. Det er endvidere anført, at kommunalbestyrelsen ved begrundet mistanke om overtrædelse af CPR-loven kan anmode om politiets bistand.

Det fremgår imidlertid ikke klart af denne formulering, hvorvidt en sådan anmodning om politiets bistand indebærer, at sagen færdigbehandles af politiet, eller om politiet alene anmodes om at foretage visse nærmere undersøgelser til brug for kommunens sagsbehandling.

Ministeriet har på denne baggrund anmodet Justitsministeriet om en udtalelse om, hvorvidt politiet har hjemmel til / mulighed for at aflægge kontrolbesøg hos en borger, at foretage observationer af dennes forhold og at udspørge borgeren selv, naboer og andre private personer om borgerens adresseforhold, når dette sker efter anmodning fra en kommune, alene til brug for kommunens egen undersøgelse af en adressesag med henblik på korrekt registrering i CPR, og det er kommunen selv, der skal færdigbehandle sagen.

Det fremgår af Justitsministeriets udtalelse, at ministeriet finder, at en kommune med henblik på at fastlægge en borgers bopælsforhold til brug for kommunens sag om regi-strering af bopæl i CPR ikke kan anmode politiet om at foretage undersøgelsesskridt, som kommunen ikke selv kan foretage, jf. Indenrigs- og Sundhedsministeriets orientering til kommunerne af 30. august 2001 om kommunernes kontrolredskaber i bopælssager.

Justitsministeriet finder således, at en kommune ikke kan anmode politiet om f.eks. at kontakte en borgers nabo eller arbejdsgiver med henblik på at fastlægge en borgers bopælsforhold til brug for kommunens sag om registrering af bopæl i CPR, i det omfang kommunen ikke selv kan foretage sådanne undersøgelsesskridt efter CPR-loven.

Opmærksomheden henledes på, at kommunerne naturligvis fortsat efter forvaltningslovens § 31 kan anmode politiet om de eventuelle oplysninger om en persons bopælsforhold, som politiet selv har indhentet til brug for politiets egen efterforskning i f.eks. en kriminalsag. Sådanne oplysninger kan som illustreret neden for under punkt 2 også omfatte oplysninger om observationer af bopælen og kontrolbesøg m.v.

Herudover skal det bemærkes, at hvis kommunen har en konkret mistanke om, at en person har begået en strafbar overtrædelse af CPR-loven, skal forholdet anmeldes til politiet med henblik på efterforskning efter retsplejelovens regler af det anmeldte for-hold. Foreligger der ingen mistanke eller blot en løsere formodning om, at der kan være begået et strafbart forhold, kan kommunen undersøge og afgøre sagen selv, og der skal ikke ske anmeldelse til politiet. Det er ikke muligt generelt at angive den præcise grænse mellem på den ene side tilfælde, hvor der foreligger en løsere formodning om, at der kan være begået et strafbart forhold, og på den anden side tilfælde, hvor en sådan formodning kan omsættes til en konkret mistanke om, at der er begået et strafbart forhold.

2. To landsretsdomme om tvangsregistrering af bopæl

Østre Landsret har inden for de seneste seks måneder behandlet to sager om tvangsregistrering af bopæl foretaget i 1998 efter den dagældende folkeregistreringsbekendtgørelse. Det drejer sig om to sager, hvor Indenrigs- og Sundhedsministeriet havde stadfæstet kommunale afgørelser om tvangsregistrering af en mand på den tidligere samlevers adresse - uanset at han gjorde gældende, at han havde sin bopæl et andet sted. Klagerne har herefter anlagt sag mod ministeriet med påstand om at få afgørel-serne omgjort. I den ene sag fik klageren medhold, mens ministeriet fik medhold i den anden.

Begge domme er meget konkret begrundet og må derfor antages at have en ret begrænset præjudicerende virkning. Der er imidlertid nogle momenter i de to domme, som efter ministeriets opfattelse vil kunne have betydning for kommunerne i forbindelse med behandlingen af sager om tvangsregistrering efter CPR-lovens § 11.

For det første må det konstateres, at landsretten lagde afgørende vægt på de førte vidner. I den sag, som ministeriet tabte, lagde retten således vægt på de af sagsøgeren førte vidner, som forklarede, at manden faktisk opholdt sig, hvor han var registreret. De førte vidner var den tidligere samlevers far og andre familierelaterede personer. Retten fandt de forklaringer, der var afgivet af sagsøger og vidnerne troværdige. Modsat bemærkede retten, at de forklaringer, som sagsbehandlerne fra den pågældende kommune afgav, var præget af nogen usikkerhed. Også i den sag, hvor retten gav ministeriets medhold, lagde retten afgørende vægt på afgivne vidneforklaringer. Der var her tale om vidneforklaringer afgivet af en politimand, der havde efterforsket en bo-pælssagen uvedkommende kriminalsag. I kriminalsagen havde politiet skygget klageren, således at der i kriminalsagen var oplysninger om dennes bopælsforhold, som kommunen havde fået udleveret af politiet til brug for bopælssagen i medfør af forvaltningslovens § 31.

Udover de ovenfor nævnte vidneforklaringer lagde retten i den førstnævnte sag også vægt på, at der under kommunens møder med sagsøgerne ikke var udfærdiget nogle notater om de oplysninger, der var fremkommet på møderne. Sådanne notater ville have kunnet understøtte kommunens afgørelse samt sagbehandlernes vidneforklaringer, da sagsbehandlerne forud for retssagen havde haft mulighed for ved gennemlæsning af notaterne at genopfriske, hvad der var sket og sagt i sagen. Det kan således udledes af dommen, at det er meget væsentligt for gennemførelsen af tvangsregistreringer, at alle relevante oplysninger, der fremkommer på møder med de pågældende borgere, noteres ned, og at sagens parter høres over kommunens notater forinden, der træffes afgørelse om tvangsregistrering, jf. også CPR-lovens § 11, stk.1. Det skal herudover i øvrigt bemærkes, at en offentlig myndighed har pligt til at tage notater ved møder i  sager, hvor der vil blive truffet en afgørelse, og hvor oplysningerne har betydning for afgørelsen, jf. offentlighedslovens § 6.

For det andet bemærkede retten i den anden sag, hvor der var meget klare indicier for, at den pågældende ikke var korrekt bopælsregistreret, at det under disse omstændigheder måtte komme sagsøger bevismæssigt til skade, at han ikke kunne føre nærmere bevis for sine boligforhold i perioden. Det skal dog understreges, at denne form for omvendt bevisbyrde kun vil kunne komme på tale i tilfælde, hvor der som her er tale om, at kommunen har tungtvejende indicier for, at den pågældende er forkert bopælsregistreret.

Endelig kan det mere generelt udledes af de to domme, at det som hovedregel er nødvendigt både at kunne bevise eller sandsynliggøre, at den pågældende ikke bor der, hvor vedkommende selv hævder, og at vedkommende derimod rent faktisk bor, hvor kommunen vil tvangsregistrere denne. I sagen, hvor ministeriet fik medhold, var der således ført bevis for, hvad ministeriet kalder begge 'sagens to ben'. Det vil sige, at der ikke blot var ført bevis for, at vedkommende ikke boede, hvor han selv oplyste at have bopæl, men at der også var ført bevis for, at han modsat boede, hvor kommunen mente, at han skulle være registreret. I sagen, hvor sagsøger fik medhold, var der primært fokuseret på indicier, der viste klagers tilknytning til den adresse, hvor kommunen mente, at han boede, mens der ikke var ført bevis for, at han ikke boede på den adresse, hvor han var tilmeldt.

3. Fastlæggelse af handlekommune i bopælssager

Ministeriet har i flere tilfælde konstateret, at spørgsmålet om, hvilken kommune der er handlekommune i bopælssager, kan give anledning til tvivl. Handlekommunen er den kommune, som har ansvaret for, at sagen undersøges forsvarligt, og at der foretages de fornødne høringer af sagens parter. Handlekommunen skal endvidere træffe afgørelse i sagen og fortage genvurdering, hvis sagen påklages af en part.

Det skal understreges, at handlekommunen altid bør inddrage eventuelle andre kommuner i sagsbehandlingen. Dette gælder f.eks., hvis en kommune påtænker at tvangsflytte en person til sin egen kommune for en periode, hvor vedkommende er registreret i en anden kommune. I så fald bør handlekommunen forespørge den anden kommune, om denne er i besiddelse af oplysninger, som kan være relevante for handlekommunen. Endvidere gælder, at hvis en handlekommune påtænker at annullere en registrering i sin egen kommune, hvorved personen kommer til at stå uden fast bopæl i en anden kommune, bør handlekommunen høre den anden kommune, inden afgørelsen træffes.

Hvis en kommune træffer afgørelse i en sag, som denne ikke er handlekommune i, er afgørelsen ugyldig. Dette gælder også, hvis handlekommunen er indforstået med, at afgørelsen træffes, idet kommunerne ikke har adgang til at delegere deres kompetence efter CPR-loven til andre kommuner. Hvis ministeriet modtager en sådan sag efter en genvurdering, vil ministeriet slå fast, at afgørelsen er ugyldig. Sagen vil herefter blive videresendt eller hjemvist til handlekommunen, så handlekommunen kan gennemgå sagen og eventuelt træffe en ny afgørelse efter fornøden høring / eventuelt § 11-høring.

Reglerne for hvilken kommune, der er handlekommune, er følgende:

a. Afvisning af at registrere en anmeldelse
I de tilfælde, hvor en anmeldelse giver anledning til tvivl om, hvorvidt der er tale om en reel flytning, er det tilflytningskommunen, som er handlekommune, jf. CPR-lovens § 6, stk. 3.

b. Tvangsflytninger
I de tilfælde, hvor en flytning allerede er blevet registreret, og der efterfølgende opstår tvivl om, hvorvidt der var tale om en reel flytning, skal der gennemføres en tvangsflytningssag efter reglerne i CPR-lovens § 11. Det samme gælder, hvis der opstår en formodning om, at en person er flyttet uden at melde flytning.

I tvangsflytningssager er det som udgangspunkt den kommune, hvor vedkommende aktuelt er registreret, som er handlekommune.

Hvis der imidlertid kendes en bestemt adresse i en anden kommune, hvor vedkommende menes at opholde sig, er det denne anden kommune, som er handlekommune.

Disse regler følger af CPR-lovens § 10, stk. 1, 2.-3. pkt.

c. Registrering af udrejse fra Danmark

Sidste registreringskommune er altid handlekommune, når en person flytter til udlandet. Dette gælder både i de tilfælde, hvor en person har anmeldt sin udrejse, og i de tilfælde, hvor der efterfølgende opstår en formodning om, at vedkommende er udrejst uden at anmelde dette.

d. Særligt, når et barn fraflytter en forælders adresse, og der anmodes om navne- og adressebeskyttelse
I situationer, hvor et barn fraflytter en forælders adresse, uden at denne flytter med og uden at denne (med)underskriver flytteanmeldelsen, vil der skulle ske høring af denne forælder, jf. CPR-lovens § 13, stk. 2. Hvis der samtidig anmodes om navne- og adres-sebeskyttelse, er det fraflytningskommunen, som skal foretage høringen, og som endvidere er handlekommune, jf. CPR-lovens § 13, stk. 3, og folkeregistreringscirkulæ-rets § 6, stk. 2. I alle andre tilfælde er det tilflytningskommunen, jf. pkt. a ovenfor.

4. Registrering af medlemskab af den danske folkekirke

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har fået en henvendelse fra arbejdsgruppen 'Katolikker for ligestilling mellem trossamfund i Danmark', hvori det anføres, at en række borgere, der ikke tilhører et evangelisk-luthersk trossamfund, i CPR er blevet registreret som medlemmer af den danske folkekirke. 

Da dette ikke er i overensstemmelse med regelsættet for registrering af medlemskab af den danske folkekirke i CPR-lovgivningen, har ministeriet fundet anledning til at erindre om, hvorledes sagsbehandlere i de kommunale folkeregistre skal forholde sig i forhold til spørgsmålet om registrering af medlemskab af den danske folkekirke.

Reglerne for registrering af medlemskab af den danske folkekirke er følgende:

Ved anmeldelse af tilflytning fra udlandet skal den pågældende, jf. cpr-lovens § 20, stk. 1, nr. 9, oplyse om eventuelt medlemskab af den danske folkekirke eller af et evangelisk-luthersk trossamfund i udlandet. Den kommunale sagsbehandler skal sikre sig, at dette sker, og at der i den forbindelse sker en afklaring af, om den pågældende tilhører et trossamfund, der giver grundlag for en registrering som medlem af folkekirken.

Det kan i den forbindelse oplyses, at folkekirken på Færøerne er en del af den danske folkekirke, at kirkerne i de nordiske lande er evangelisk-lutherske, og at det i øvrigt normalt kun vil være tilflyttere, der stammer fra et af de nordeuropæiske lande eller Nordamerika, der opfylder betingelserne for tilmelding til folkekirken. Ved tvivl om, hvorvidt et trossamfund er evangelisk-luthersk, kan der hentes vejledning i Kirkemini-steriet.

Såfremt den pågældende angiver, at han eller hun er medlem af den danske folkekirke eller af et evangelisk-luthersk trossamfund i udlandet, skal vedkommende af den kommunale sagsbehandler udtrykkeligt gøres opmærksom på, at dette indebærer, at den pågældende fremover vil stå registreret som medlem af folkekirken, jf. § 21, stk. 3.

Endelig skal der gøres opmærksom på, at personer, der registreres som medlem af folkekirken, ikke vil kunne melde sig ud af folkekirken ved en erklæring til kommunal-bestyrelsen. Kommunen skal derfor gøre den pågældende opmærksom på, at udmeldelse i givet fald skal ske ved skriftlig anmeldelse til den kirkebogsførende sognepræst i det sogn, hvor medlemmet tager bopæl. Kommunen skal endvidere gøre opmærksom på, at hvis udmeldelsen af folkekirken sker inden 6 måneder efter tilmelding til CPR (ajourføringsdatoen), registreres udmeldelsen med virkning fra indrejsedatoen.

Der kan i øvrigt henvises til kapitel 5, side 15, i vejledning nr. 89 af 23. juni 2000 om folkeregistrering.

5. Høring af ikke-medflyttende forælder efter § 13, stk. 2

Ministeriet er i en del sager blevet opmærksom på, at ikke-medflyttende forældre under en bopælssag har fået det indtryk, at en flytning af deres barn ikke kan registreres, før de har medunderskrevet en flytteanmeldelse eller på anden måde givet accept af den faktiske flytning eller registreringen af flytningen. Dette indtryk skyldes i mange tilfælde formuleringen af den høring, som kommunen i de konkrete sager har udsendt efter CPR-lovens § 13, stk. 2.

Ministeriet skal erindre om, at høringer efter § 13, stk. 2, ikke har til formål at opnå den ikke-medflyttende forælders accept eller samtykke af registreringen af flytningen. Formålet er alene, at den ikke-medflyttende forælder skal have lejlighed til at gøre indsigelse, hvis der efter dennes opfattelse ikke er tale om en reel flytning. Ministeriet skal derfor anbefale, at det fremgår af høringer efter § 13, stk. 2, at kommunen skal fastslå, om der er tale om en reel flytning, og at den pågældende forælder derfor bedes meddele kommunen - inden for en angiven frist - hvis denne ikke mener, at der er tale om en reel flytning og begrunde dette nærmere. Endelig bør kommunen gøre opmærksom på, at flytningen vil blive registreret, hvis ikke kommunen modtager indsigelser fra den ikke-medflyttende forælder inden for den angivne frist.