1. juli 2000 trådte lov nr. 426 af 31. maj 2000 om Det Centrale Personregister (CPR-loven) i kraft. For at understøtte kommunernes administration af loven udsendte Indenrigsministeriet i forbindelse med lovens ikrafttræden vejledning nr. 89 af 23. juni 2000 om folkeregistrering.
Indenrigsministeriet er på baggrund af såvel ministeriets klagesagsbehandling som henvendelser fra kommunerne om lovens fortolkning ved at få tilvejebragt et grundlag for at vurdere, hvor der kan være behov for at styrke vejledningsindsatsen i forhold til CPR-loven. I lyset heraf vil ministeriet igangsætte en revision af folkeregistreringsvejledningen med henblik på udsendelse af en revideret vejledning i første halvår af 2002.
Et af de emner, hvor ministeriet har erfaret, at behovet for at udbygge og supplere den eksisterende vejledning er størst, er i forhold til spørgsmålet om, hvilke redskaber kommunerne kan anvende i forbindelse med fastlæggelse af borgeres faktiske bopæl. Ministeriet finder derfor anledning til allerede nu at orientere foreløbigt om de muligheder for at undersøge om en bopælsregistrering er korrekt, som kommunerne har efter CPR-lovens § 10.
CPR-lovens § 10, stk. 1, pålægger en kommunalbestyrelse, der får formodning om, at en person ikke er korrekt bopælsregistreret, en pligt til at undersøge sagen for at rette eventuelle fejl. Denne pligt skal ses i lyset af, at det er et hovedformål med folkeregistreringen at sikre, at enhver folkeregistreres på den adresse, hvor vedkommende faktisk bor eller opholder sig. Dette er af stor betydning, fordi CPR-systemets oplysninger om bopæl benyttes i mange forskellige sammenhænge _ f.eks. i forbindelse med kommunernes afgørelser om tildeling af sociale ydelser, i skattesager og i valglovgivningen.
Som anført i folkeregistreringsvejledningen, side 11, er det den enkelte kommunalbestyrelse, der selv vælger indhold og omfang af den forebyggende og kontrollerende indsats i sager om borgernes bopælsforhold inden for rammerne af forvaltningsloven, CPR-loven og anden lovgivning.
Under CPR-lovens behandling i Folketinget var der en grundig drøftelse af, hvilke kontrolredskaber kommunalbestyrelserne havde brug for for at kunne leve op til forpligtelsen om at sikre korrekte adresseoplysninger i CPR-systemet. Der blev bl.a. forud for lovens vedtagelse afholdt en høring, hvor Folketingets Kommunaludvalg drøftede dette spørgsmål med repræsentanter for Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune og juridiske eksperter. Udgangspunktet for denne drøftelse var et ønske om en afvejning mellem hensynet til at sikre kommunerne tilstrækkelige kontrolredskaber i forhold til hensynet til beskyttelsen af privatlivets fred og borgernes retssikkerhed.
Resultatet af disse drøftelser blev lovens § 10, stk. 2, der er affattet på følgende måde:
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan til brug for undersøgelsen af en persons bopælsforhold ud over de oplysninger, som den har adgang til efter anden lovgivning, afkræve følgende oplysninger:
- En nærmere redegørelse fra vedkommende selv om dennes bopælsforhold.
- En erklæring fra husejer eller lejer om, hvem der flytter til eller fra dennes ejendom eller lejlighed, samt om, hvem der bor eller opholder sig i ejendommen eller lejligheden.
- Oplysninger fra Post Danmark, private tele- og forsyningsselskaber, private boligselskaber og -foreninger, arbejdsløshedskasser, fagforeninger og pengeinstitutter med henblik på at fastlægge vedkommendes bopælsforhold.
§ 10, stk. 2, er en egentlig positivliste over, hvilke private en kommune kan afkræve oplysninger i forbindelse med en undersøgelse af en borgers adresseforhold. Som bestemmelsen er formuleret, angiver denne umiddelbart alene, hvilke private der under strafansvar har pligt til at besvare kommunens spørgsmål. Under hensyn til tilkendegivelserne under høringen og den efterfølgende behandling af lovforslaget i Folketinget er det imidlertid ministeriets opfattelse, at der også er gjort op med, at der herudover ikke må tages kontakt til andre private. Kommunen må således ikke kontakte andre private end de direkte i § 10, stk. 2, nr. 1-3, nævnte for at få oplysninger om en borgers adresseforhold. Som eksempel kan nævnes, at kommunen således ikke må kontakte borgerens arbejdsgiver eller nabo, uanset om det oplyses, at denne ikke har pligt til at svare.
Baggrunden herfor er, at det som nævnt er beskyttelseshensynet til borgeren, der ligger bag udformningen som en positivliste. En forespørgsel fra en kommune til en arbejdsgiver om en ansats adresseforhold vil afsløre, at kommunen undersøger borgerens bopælsforhold, også selvom arbejdsgiveren ikke kan pålægges at meddele de ønskede oplysninger.
Det er således Indenrigsministeriets opfattelse, at lovens § 10, stk. 2, udtømmende regulerer, hvilke private en kommune kan kontakte i en bopælssag og bede om oplysninger.
§ 10, stk. 2, henviser herudover til den adgang til oplysninger om en persons bopælsforhold, som kommunen har efter anden lovgivning, hvilket i praksis vil sige forvaltningsloven. Det følger af forvaltningslovens § 31, at en forvaltningsmyndighed skal meddele en anden myndighed oplysning om forhold, som denne er berettiget til at videregive, og som er af betydning for den afgørelse, myndigheden skal træffe.
Bopælsoplysninger betragtes som udgangspunkt ikke som fortrolige, hvorfor en kommune kan anmode en anden kommune eller en anden offentlig myndighed om oplysninger om en borgers bopælsforhold. Ministeriet skal dog tilføje, at det alene er oplysninger, der kan belyse adresseforhold, der kan indhentes.
Ministeriet skal her henlede opmærksomheden på, at kommunen kan benytte oplysninger om bopælsforhold, der allerede findes i kommunens forskellige forvaltningsgrene, således at oplysninger, der belyser en borgers bopælsforhold, kan indhentes fra andre dele af kommunens egen forvaltning, eksempelvis oplysninger om bopælsforhold fra skatteforvaltningen, socialforvaltningen m.m
Ministeriet er i forbindelse med sin klagesagsbehandling og ved henvendelser fra kommunerne herudover blevet opmærksom på, at en del kommuner anvender observationer som led i undersøgelsen af adresseforhold. Der er i den sammenhæng blevet henvist til CPR-meddelelse nr. 8 fra 1999, hvori det er angivet, at observationer kan indgå som et muligt element i en adressesag. Som en følge af den nye lovs ikrafttrædelse meddelte Indenrigsministeriet, CPR-kontoret, imidlertid den 11. august 2000, at tidligere CPR-meddelelser, herunder nr. 8 fra 1999, er ophævet.
Det er, for så vidt angår dette spørgsmål, ministeriets opfattelse, at tilfældige observationer kan anvendes i en bopælssag. Som eksempel kan nævnes, at en kommunalt ansat besøger familie eller venner og under et sådant besøg ikke kan undgå at bemærke, at der i nabohuset bor en person, som er registreret et andet sted. Oplysninger tilvejebragt på denne måde kan inddrages i kommunens sagsbehandling.
Herudover kan enkeltstående observationer i forbindelse med verifikation af faktiske oplysninger anvendes. Det vil sige en observation, hvor et bestemt forhold skal kontrolleres. Et eksempel kan være, at det er oplyst i en sag, at et hus er ubeboeligt. Kommunen kan i dette tilfælde tage ud og besigtige ejendommen med henblik på at se, om oplysningen er korrekt. Som et andet eksempel kan nævnes, at kommunen som led i sine undersøgelser kan foretage en enkelt besigtigelse af en adresse udefra for eksempelvis at søge oplyst, hvilke personer der er anført på navneskiltet samt for at vurdere adressens generelle karakter.
Derimod kan der ikke foretages nogen form for systematiseret observation af en borgers bopæl/færden til brug for en adressesag. Enhver form for systematiseret observation af en borgers forhold forudsætter efter ministeriets opfattelse hjemmel, hvilket ikke er givet i CPR-loven.
Udover brugen af observationer rejser gennemgangen af klagesager også spørgsmålet om kontrolbesøg på bopælen.
Der er ikke i CPR-loven hjemmel til, at en kommune kan kræve at komme ind på en borgers bopæl for at vurdere, hvem der bor på adressen.
Det er således ministeriets opfattelse, at kommunerne skal være yderst tilbageholdende med at tage ud på bopælen og opsøge borgeren. Dette kan kun accepteres i en situation, hvor kommunen forgæves har forsøgt både skriftligt og telefonisk at komme i kontakt med borgeren for at få en afklarende samtale om dennes bopælsforhold, og hvor kommunen skønner, at en sådan samtale er væsentlig for sagens afklaring. Det skal tilføjes, at formålet med besøget alene er at få aftalt tid til en samtale og ikke at få adgang til at besigtige bopælen, og at et besøg kun kan finde sted i dagtimerne.
Det er dog ministeriets opfattelse, at såfremt en borger uopfordret anmoder kommunen om at komme hjem og bese bopælen, kan kommunen tage imod en sådan invitation. Dette forudsætter imidlertid, at borgeren udtrykkeligt er vejledt om, hvad der er formålet med besøget, og er orienteret om, at kommunen ikke har hjemmel til at foretage kontrolbesøg i bopælssager og derfor ikke har krav herpå.
Som indledningsvist nævnt, vil ministeriet gennemgå den gældende folkeregistreringsvejledning med henblik på at udsende en revideret udgave i første halvår af 2002. Ministeriet vil i den forbindelse redegøre mere detaljeret for behandlingen af bopælssager. Ministeriet er dog af den opfattelse, at der med ovennævnte er sket en afklaring af de væsentligste tvivlsspørgsmål, der har været rejst ved behandlingen af bopælssager, således at disse kan behandles i overensstemmelse med CPR-lovens regler og intentioner.
Med venlig hilsen
Karen Jespersen
/ Henrik Høigaard
Kopi af dette brev er sendt til samtlige folkeregistre.