Folkeregistreringen 75 år i 1999

Kapitel 20. 1983-1989

Indhold:

1983

Efter nogle år med relativ beskeden regelproduktion udsendtes i 1983 4 nye regelsæt.

Som det første trådte en ny folkeregisterbekendtgørelse i kraft i april 1983. Heri fik folkeregistrene hjemmel til at kræve, at flytteanmeldelser skulle være skriftlige, ligesom de kunne afvise anmeldelser, som blev afleveret tidligere end 1 måned før flytningen.

Det præciseredes endvidere, at de gennemrejsende, som ikke skulle tilmeldes folkeregistret, når de kom til Danmark, var personer, som opholdt sig under 3 måneder her i landet. Bekendtgørelsen indeholdt også en mindre ændring vedrørende værnepligtiges flytninger.

Nu fik man endelig også præciseret, at en udlandsadresse skulle betragtes som en beskyttet adresse, men at det pågældende lands navn godt måtte oplyses.

Tilsvarende klargjorde man bestemmelserne om videresendelse af private adresseforespørgsler til registreringskommunen, hvis den pågældende var flyttet.

Endvidere hævede man folkeregistrenes og Indenrigsministeriets gebyrer for private forespørgsler. En anden nyhed var inddragelsen af områder uden for den kommunale inddeling i Grønland under bekendtgørelsen.

I tilslutning til bekendtgørelsen trådte den 1. juli 1983 en folkeregisterinstruks i kraft. I denne instruks blev reglerne om registrering af folkekirkeforhold tydeliggjort. Det samme blev det forhold, at en udlandsadresse, der altid var beskyttet, kunne udleveres til kreditorer, som kunne dokumentere, at deres krav var forfaldent. Værd er det også at notere sig, at det for første gang omtales i instruksen, at folkeregistret har mulighed for i klare tilfælde at berigtige en flytning uden den pågældendes samtykke.

I folkeregisterinstrukserne tilbage til instruksen fra 1973 havde der været fastsat bestemmelser, hvorefter kvinder, der ved vielsen havde fået mandens slægtsnavn, havde ret til at få registreret i folkeregistret, at de anvendte enten pigenavnet eller mandens mellemnavn som eget mellemnavn. Endvidere havde kvinder, der havde beholdt pigenavn efter vielsen ret til at få registreret, at de ville benytte mandens slægtsnavn som mellemnavn. I 1983-instruksen skete der en kraftig udvidelse af mulighederne for at få registreret sådanne adresseringsmellemnavne, ligesom man i CPR-meddelelse 7/1983, som ledsagede instruksen, gjorde opmærksom på, at disse muligheder gjaldt både mænd og kvinder.

I juli 1983 kom en ny bopælsvejledning. I kommentarerne hertil i et cirkulære af 16. august samme år oplyste ministeriet, at der i forhold til 1976-vejledningen ikke var principielle ændringer. Der havde alene fundet en præcisering og uddybning sted på forskellige punkter, som havde givet anledning til tvivl. Endvidere anmodede Indenrigsministeriet i dette cirkulære om, at ministerier og styrelser, som fremsatte lovforslag m.m., redegjorde overfor Justitsministeriets lovafdeling, hvorfor anvendte bopælsbegreber i de pågældendes lovgivning evt. fraveg fra Indenrigsministeriets bopælsbegreb.

1984

I 1984 kom et nyt cirkulære om udlevering og anvendelse af personnumre. Dette cirkulære adskiller sig alene fra cirkulæret fra 1982 om samme spørgsmål ved, at Indenrigsministeriet nu »blander sig« i kommunernes og andre myndigheders anvendelse af personnummeret som journalnummer, idet man anfører, at en sådan anvendelse så vidt muligt bør ske under den enkelte persons eget personnummer, medmindre det er nødvendigt under et forvaltningsområde at henføre flere personer til samme sag. Endvidere siges i cirkulæret, at når en offentlig myndighed henvender sig til en borger, skal man anvende personens eget personnummer, ligesom man kun må kræve oplysning om personens eget personnummer ved henvendelse til forvaltningen.

Baggrunden for disse nyskabelser var en debat i dagspressen, hvor mange kvinder havde givet udtryk for det diskriminerende i under sagsbehandling indenfor socialvæsenet altid at blive henført under ægtefællens personnummer. Under drøftelser mellem socialministeren og indenrigsministeren var der enighed om, at indenrigsministeren skulle komme med henstillinger til kommunerne om spørgsmålet.

1985

Heller ikke folkeregisterbekendtgørelsen fra 1983 fik lang levetid, idet den i juni 1985 blev afløst af en ny bekendtgørelse. Fra den nye bekendtgørelse kan nævnes, at det nu udtrykkeligt pålagdes folkeregistrene at forlange nødvendig dokumentation for de oplysninger, der blev givet ved tilflytning fra et land uden for Norden.

En anden nyskabelse var kravet om, at folkeregisterføreren skulle afkræve en person, der søgte adressebeskyttelse, en nærmere forklaring for ønsket og notere denne begrundelse, som skulle bevares, så længe beskyttelsen bestod.

De tekniske nye tider fremgår af en bestemmelse i bekendtgørelsen om, at folkeregistret nu gerne må besvare forespørgsler fra private om personer, der ikke har adressebeskyttelse, selv om den pågældende person ikke har bopæl i kommunen, såfremt kommunen har terminaladgang til CPR.

1986-87

Da man i maj 1986 udsendte et nyt cirkulære om folkeregistrering til afløsning for cirkulæret fra 1983 kalder man det ikke mere en folkeregisterinstruks. Forklaringen herpå var bl. a., at der ofte skete en sammenblanding af folkeregisterinstruksen og den mere tekniske CPR-instruks. Man ville også gerne fremover have faste betegnelser for de administrative regler, der var knyttet til folkeregistreringsloven.

I dette cirkulære foretages ændringer i kassationsbestemmelserne. Risikoen herved er, at kassationsbestemmelserne som fastsattes i bekendtgørelser med hjemmel i de kommunale styrelseslove, og at man i folkeregistreringscirkulæret alene henviste til dette uden f. eks. i cirkulæret at citere kassationsbekendtgørelsernes bestemmelse om, at materiale, som principielt måtte kasseres, skulle opbevares, sålænge der var administrativt brug herfor.

At det i cirkulæret var nødvendigt at skrive, at attester fra registret skulle underskrives, forekommer besynderligt. Pligten for folkeregistrene til skriftligt at meddele tilflyttere til et sommerhus, at det var forbudt at anvende sommerhuset i vinterperioden bortset fra visse kortvarige ophold, fremgår nu også af cirkulæret. Der kan herved henvises til Miljøministeriets cirkulære nr. 89 af 1. juli 1983 om ændringer i lov om sommerhuse og campering m. v., der forpligter kommuner til at sende meddelelse til borgere, som bor ulovligt i relation til denne lovgivning.

Adgangen for tilflyttere til at udmelde sig af Folkekirken ved en erklæring til folkeregistret fandtes efter det ny cirkulære ikke længere.

For personer, som et andet nordisk land ikke ville registrere som tilflyttet fra Danmark, bestemtes i cirkulæret, at registreringen her i landet skulle »korrigeres« til »udvandret til udlandet«.

De personer, som folkeregistrene gav adressebeskyttelse, skulle ifølge cirkulæret nu også orienteres om, at beskyttelsen kun gjaldt i folkeregistret, således at det kunne være nødvendigt også at henvende sig til Postvæsenet.

Adgangen til at anmelde adresseringsmellemnavne blev i cirkulæret endnu en gang udvidet, nu for så vidt angår personer, som bar en tidligere ægtefælles eget efternavn som giftenavn.

I det cirkulære, som udsendtes samtidig med folkeregistreringscirkulæret, og som vedrørte offentlige myndigheders adgang til oplysninger i CPR var der først og fremmest tale om en revision som følge af den tekniske udvikling, idet myndighederne kunne få terminaladgang til CPR. Endvidere var der en forbedring af de udskrifter, som sendtes til myndigheder, som havde sendt skriftlige forespørgsler til CPR.

Ved en ændring af folkeregisterbekendtgørelsen i 1987 forhøjedes gebyrerne for adresseforespørgsler til Indenrigsministeriet og folkeregistret. Samtidig gav ministeriet private, som efter 1985-bekendtgørelsen kunne stille skriftlige forespørgsler til CPR-registret, mulighed for efter forudgående aftale med Indenrigsministeriet at stille sådanne spørgsmål telefonisk, hvis de ikke kunne afvente den almindelige ekspeditionstid.

1988-89

I 1988 udsendte Indenrigsministeriet en ny bopælsvejledning. I det ledsagende cirkulære siges, at vejledningen primært er ajourført i overensstemmelse med de bestemmelser og den praksis, der var kommet, siden den tidligere vejledning blev udsendt.

I den nye vejledning var således indsat et afsnit om værnepligtige, ligesom der var sket en udbygning med et afsnit om behandlingen af bopælssager.

Til gengæld havde man fjernet det hidtidige afsnit om eksterritoriale, dvs. de tidligere omtalte udlændinge, som ikke folkeregistreres, f. eks. diplomater, som er registreret i Protokollen i Udenrigsministeriet.

Som en realitetsændring fremhæves i cirkulæret vejledningens afsnit om flytning til udlandet, hvor der ikke længere blev sondret mellem enlige og gifte/samlevende. Endvidere var det tidsrum, en person kunne opholde sig i udlandet og fortsat være registreret her i landet, begrænset fra tidligere 24 måneder til nu 6 måneder.

Der er hverken i selve vejledningen, i det omtalte cirkulære eller i den ledsagende CPR-meddelelse nogen forklaring på disse realitetsændringer. Af ministeriets sag om tilblivelsen af vejledningen fremgår imidlertid, at Sundhedsministeriet havde påpeget, at de hidtidige regler havde medført diskrimination af enlige på sygehus- og sundhedsområdet. Endvidere havde Direktoratet for Udlændinge gjort opmærksom på, at det vanskeliggjorde samlivskontrollen i familiesammenføringssager, at det var muligt at opholde sig længe i udlandet uden at skulle registreres udrejst.

I 1988 udsendtes en ny bekendtgørelse om folkeregistrering. Ved en umiddelbar gennemgang af denne synes ændringerne af så beskeden art, at man kan undre sig over, at de kunne begrunde en ny bekendtgørelse. Forklaringen gemmer sig formentlig allerede under den første ændring, som bestod i, at personer, som tilflyttede fra Norden kun havde pligt til at melde flytning til Danmark, hvis de skulle opholde sig her i landet i mindst 6 måneder, i modsætning til tilflytning fra andre lande, hvor pligten stadig indtrådte efter 6 måneder. Bag denne ændring lå nemlig forhandlinger med de øvrige nordiske lande, som førte til den nye internordiske folkeregistreringsaftale, som omtales nedenfor.

Udover denne ændring bestod nyhederne i bekendtgørelsen i forskellige justeringer i folkeregistrenes udlevering af oplysninger til private spørgere, herunder fremgangsmåden ved besvarelse af spørgsmål om personer, der var flyttet til en anden kommune. Gebyrerne blev ved samme lejlighed hævet.

Den folkeregistreringsbekendtgørelse, som kom i 1989, indeholdt en mængde mindre ændringer i forhold til den hidtil gældende. Der var således ændringer i forbindelse med flytning til udlandet, adressebeskyttelse og personnummerbeviser. Der var også ændring i udleveringsbestemmelserne, ligesom der blev foretaget en gebyrregulering.

Ændringerne i det samtidigt udsendte folkeregistreringscirkulære afspejlede særligt den teknologiske udvikling, herunder at kommunerne havde fået terminaladgang. Herudover hang flere af ændringerne sammen med den nye nordiske folkeregistreringsaftale.