.gif)
Kapitel 18. Personregistreringsrådet
Samtidig med regeringens beslutning i 1965 om etableringen af Det centrale Personregister besluttede den at nedsætte et personregistreringsråd med blandet statslig-kommunal repræsentation. Dette råd skulle være rådgivende over for ministeren i personregistreringsspørgsmål samt følge arbejdet med planlægningen af registret i det sekretariat for personregistrering, der var oprettet i Indenrigsministeriet. Rådet, som havde Indenrigsministeriets daværende departementschef Zeuthen som formand, begyndte sit virke ved et møde i juni 1965, hvor man blev orienteret om det arbejde, som foregik i sekretariatet.
I de følgende møder diskuterede rådet dataindholdet i CPR og kommunikationsvejene. Det sidste emne, som var spørgsmålet om, hvorvidt kommunikationen mellem kommunerne og registret skulle gå via de kommunale hulkortscentraler eller ej, gav anledning til en del meningsudveksling, indtil der opnåedes enighed om at begynde med den indirekte kommunikation via hulkortscentralerne, for så efter udløbet af en bestemt fase i udviklingen at gå over til den direkte kommunikation.
Rådet havde også anledning til at tage stilling til personnummerets opbygning for så vidt angår checkcifferet. Efter en drøftelse af fordele og ulemper ved henholdsvis det såkaldte modulus 10- og modulus 11-princip, anbefalede rådet, at personnummeret skulle opbygges så checkcifferet stemte med modulus 11-metoden.
Personregistreringsrådet sagde endvidere god for udsendelsen af personnummerbeviser, som dels skulle dokumentere personnummeret overfor den enkelte, men også fungere som en kontrol af CPR's dataindhold.
Selv om fordelingen af udgifterne ved systemet blev drøftet i Personregistreringsrådet, blev de nærmere forhandlinger herom henskudt til drøftelse med de kommunale organisationer.
Under et af rådsmøderne var spørgsmålet om udnyttelsen af registret sat på dagsordenen, uden at der konkluderedes noget. Formanden gav under diskussionen udtryk for, at man måtte være åben for en legitim anvendelse. Herved kom man ud i overvejelser af halvmoralsk karakter. Hvor skulle man sætte grænsen, når man tog stilling til, om et firma var pænt? Formanden fandt, at rådet, som var interesseret i en nærmere undersøgelse af de juridiske spørgsmål i forbindelse med eventuelle generelle regler, var et udmærket forum at forelægge de mellemtilfælde, der måtte forekomme.
Det første møde i Personregistreringsrådet, efter at dette var blevet udvidet med repræsentanter for Folketinget i overensstemmelse med Folkeregistreringsloven fra 1968, blev holdt i december 1968. I den forbindelse udtalte formanden, at Folketinget nok var interesseret i at følge specielle spørgsmål. Et sådant register smagte vel altid af »kartoteker«. Registrets dataindhold fandt formanden i sig selv ikke af større interesse, men man måtte navnlig passe på ved den udvidede brug af registret.
Det andet møde i det nye personregistreringsråd fandt først sted i april 1970, hvilket fik formanden til at erklære, at medlemsskab af rådet ikke var særligt belastende. Men hovedformålet med rådet var at kontrollere den information, der blev givet fra CPR, og nu forelå der sager herom.
Rådet fik først en orientering om de gældende regler for folkeregistrenes udlevering af personnumre og det almindelige folkeregisterindhold. Det fik også at vide, at Indenrigsministeriet kun undtagelsesvis udleverede personnumre og det almindelige folkeregisterindhold til private. Denne restriktive praksis agtede Indenrigsministeriet at opretholde for ikke at foregribe resultatet af arbejdet i et udvalg, som Justitsministeriet ville nedsætte om hele sikkerhedsspørgsmålet ved edb-registre og herunder afgivelsen af oplysninger til private.
I mellemtiden ville man forelægge konkrete tilfælde for rådet og havde til dette møde medtaget 4 tilfælde, hvor Indenrigsministeriet ønskede at finde en grænse. Indenrigsministeriet oplyste endvidere, at på daværende tidspunkt fik »halvoffentlige« institutioner som ATP og sygekasserne, der var lovregulerede og under offentligt tilsyn, oplysninger fra CPR.
Som det første afvistes en ansøgning fra Dansk Media Komité, som havde ønsket at få udtrukket ca. 35.000 personer over 15 år, fordelt efter helt tilfældige kriterier. De udtrukne personer skulle opsøges og udspørges om bl.a. læsevaner m. h. t. aviser, ugeblade m. v. Ansøgningen havde ingen varm fortaler i formanden, som sagde, at der lige så godt kunne være tale om en ansøgning fra automobilhandlerforeninger eller parfumebranchen og lign.
Rådet traf ingen beslutning om en ansøgning fra Fællesorganisationen af almennyttige danske boligselskaber, som ønskede et samarbejde med CPR om at etablere og drive et centralt register over boligsøgende, som en gang om året skulle ajourføres via CPR m. h. t. navn, stilling, adresse m. v. Der havde i Indenrigsministeriet været en velvillig indstilling til ansøgningen, men, som formanden bemærkede, var det betænkeligt at stille oplysningerne til rådighed for en afgrænset gruppe. Hvis det offentlige ønskede et register, var sagen en anden. Resultatet blev, at der skulle forhandles med Boligministeriet og KL om interessen for oprettelse af et sådant register over boligsøgende.
Storkøbenhavns frivillige bloddonorer ønskede CPR's bistand til at finde frem til personer, som var fyldt 18 år, således at disse kunne få tilsendt opfordring til at tilslutte sig foreningen. Rådet var enig i at give tilladelse under forudsætning af, at udsendelsen af materialet blev foretaget via Datacentralen, dvs. at bloddonorerne ikke umiddelbart fik udleveret navne- og adresseoplysninger.
Endelig var rådets medlemmer enige om at afvise en anmodning fra en udgiver af en lokalvejviser om sammen med sædvanlige adresseoplysninger fra kommunen også at få leveret personnumre.
Under en drøftelse på rådets møde den 18. april 1972 om indførelse af ensartede regler for privates adgang til oplysninger fra CPR og folkeregistrene enedes man om fortsat at lade CPR være principielt lukket for privat udnyttelse samt at stramme folkeregisterbekendtgørelsens regler om folkeregistrenes udlevering af oplysninger, således at der ikke længere var overladt en del til den enkelte kommunes frie skøn.
På mødet var man i øvrigt enige om at afslå en anmodning fra en boligforening om at få udleveret personnumre på foreningens lejere til brug for et samarbejde med kommunen om udbetaling af boligsikring. Derimod fandt man, at Dansk Tuberkulose Index uanset organisationsformen måtte sidestilles med andre offentlige myndigheder og derfor i et samarbejde med CPR bl. a. kunne få udleveret personnumre. Endelig fandt rådet, at pengeinstitutternes betalingsformidlingscenter, som skulle foretage den løbende kontrol med og udbetaling på indekskontrakter alene skulle have oplyst opholdskommune, dødsfald og udvandring for de berettigede og ikke adresseoplysninger, der ikke havde betydning for opgaven. Endelig fik Observa afslag på at få oplyst hver tiende adresse i en række kommuner.
På rådsmødet den 23. november 1972 fremsattes der kommentarer til et udkast til nye regler for privates adgang til oplysninger i folkeregistrene.
Herudover tilsluttede rådet sig, at personnummeret kunne bruges som journalnummer uanset at det derved kunne komme tredjemand i hænde.
Rådet havde heller ikke indvendinger mod arbejdsløshedskassernes adgang til personnummeroplysninger eller personnummerets anvendelse i den nye sygesikringsordning.
Der var ingen indvendinger mod udlevering af CPR-systemets adresseregister til et privat firma, idet adresseregistret ikke indeholdt persondata.
Der var også tilslutning til, at Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut kunne få leveret personnummer- og adresseoplysninger fra CPR.
Den store talelyst prægede ikke rådets møde den 22. maj 1973, idet ingen af deltagerne havde kommentarer til de forelagte sager, som formanden refererede. Det drejede sig for det første om udkast til et cirkulære om udlevering og anvendelse af personnummeroplysninger. Endvidere forelagdes fire konkrete sager, hvor indstillingen var, at amtskommunerne ved administrationen af sygesikringsordningen skulle have ret til at informere yderne, dvs. læger m. fl., om personnumre fra det landsdækkende sygesikringsregister, at CPR kunne samarbejde med amputationsregistret, der var oprettet af en overlæge ved Rigshospitalet, og som var »den mest private« sag, Indenrigsministeriet havde samarbejdet med, at Jydsk Telefon-Aktieselskab skulle have adgang til konkrete navneoplysninger, og at en advokat til bl.a. brug i incassosager ikke skulle have adgang til adresseoplysninger i CPR.
Efter en skriftlig forelæggelse for rådets medlemmer fik Pensionskassernes administrationskontor i 1974 meddelelse om, at det for fremtiden ville være ligestillet med offentlige myndigheder mht. indhentelse af personnummeroplysninger.
Rådets sidste møde afholdtes den 23. august 1977. På dette møde fik formanden tilslutning fra et flertal i rådet til at imødekomme en ansøgning fra pengeinstitutterne om dels en engangsajourføring af adresser dels en løbende ajourføring af disse uanset de fremførte betænkeligheder. Nogle af rådes medlemmer mente dog, at sagen burde udsættes på registerlovgivningens gennemførelse.
Rådet havde – bortset fra et enkelt medlem – ingen betænkeligheder ved, indtil de nye registerlove forelå, at tillade at private, som til skattebrug havde modtaget personnumre, kunne videregive disse til checkmisbrugsregistret.
Nogle øvrige sager, der var medtaget på dagsordenen, blev udsat.
