.gif)
Kapitel 15. Civilstandsregistrering
Spørgsmålet om revision af ordningen vedrørende civilstandsregistre, dvs. registre over fødsel, ægteskab, død m. m., der førtes af kirkerne, var i årenes løb blevet drøftet flere gange både før og under indførelsen af folkeregistre, uden at dette førte til indførelse af sådanne registre.
Den 9. juli 1938 nedsatte Justitsministeren et udvalg, som bl. a. skulle se på manglerne ved de dagældende regler for civilstandsregistreringen. Dette udvalg afholdt en række møder, men blev så udtrykkeligt sat i stå under krigen, for at genoptage arbejdet i 1948. Udvalget afgav sin betænkning om civilstandsregistrering i 1951.
Da størstedelen af de registreringer, der sædvanligt finder sted i et civilstandsregister, tillige registreres i folkeregistrene, var Justitsministeriets udvalg i sit arbejde inde på den tanke, at skabe et fælles register.
Man forestillede sig, at der på barnets fødested blev foretaget nærmere registreringer om fødslen i en protokol, hvori man senere indførte de forhold, som normalt blev indført i et civilstandsregister. På fødestedet skulle også oprettes et kort for barnet, hvor man dels registrerede de samme oplysninger som i protokollen, dels de forhold, som var af særlig folkeregistermæssig betydning. Både protokoloplysninger og kort skulle holdes ajour, og kortet skulle ved flytninger sendes til tilflytningskommunen. Derved ville man i bopælskommunen altid kunne meddele de relevante oplysninger samtidig med, at der kunne ske en rekonstruktion, hvis kortet bortkom.
Kirkeministeriets repræsentanter i udvalget rejste imidlertid stærke indvendinger mod en sådan ordning. Det fælles register mente man ikke at kunne pålægge præsterne at føre, og af forskellige grunde fandt man det udelukket at fratage præsterne den hidtidige opgave med registreringen af de »civile« registreringer.
Andre af udvalgets medlemmer foretrak derimod den omtalte løsning med et fællesregister.
Da udvalget lagde stor vægt på at kunne fremsætte et forslag, hvorom der var enighed, blev resultatet et forslag til en lov om registrering af fødsler og dødsfald. Ifølge dette forslag skulle præsterne fortsat foretage registreringen, men dog med en særordning for de store byer. Det nye var, at rent borgerlige forhold skulle registreres i en særlig bog, personbogen, samt at alle fødsler m.m uanset trossamfund skulle registreres i denne bog. De pågældende registreringer om en person, som var udvidet i forhold til, hvad der tidligere havde været indført i kirkebøgerne, skulle samles samme sted, nemlig i moderens bopælssogn ved barnets fødsel.
Udvalgets forslag blev som bekendt ikke gennemført.
I forbindelse med behandlingen i folketingsåret 1967/68 af et lovforslag fra Kirkeministeriet om anmeldelse af fødsler og dødsfald samt ved behandlingen af forslaget til den nye folkeregistreringslov var man igen inde på spørgsmålet om civilstandsregistrering, uden at det førte til noget resultat.
Efter henstilling fra det daværende Administrationsråd nedsatte Indenrigsministeriet i 1970 et udvalg, som skulle se på de administrative og økonomiske konsekvenser af en sammenlægning af folkeregistrere og civilstandsregistrene. Da udtrykket »civilstandsregistrering« ikke er almindeligt anvendt og ofte forstås som »ægteskabelig status, besluttede udvalget at anvende betegnelsen »borgerlig registrering«, således at betænkningen, da den kom i 1972, hed »Betænkning om borgerlig registrering«.
Når spørgsmålet igen var blevet taget op, var det, fordi det faldt i øjnene, at en række ens oplysninger om befolkningen nu blev registreret i 3 offentlige register, kirkebøgerne, folkeregistrene og CPR.
I betænkningen siger udvalget, at et borgerligt personregistreringssystem måtte baseres på folkeregistrene og CPR. Det skulle i givet fald først indføres, når der var sket en planlagt modernisering af CPR, hvor folkeregistrene og andre offentlige myndigheder, som brugte CPR, ville være forsynet med terminaler, der kunne kobles direkte på CPR.
På grundlag af en skitse over dataindholdet i et integreret system samt efter en stillingtagen til visse principielle forhold ved etableringen som anmeldelser, indberetninger m. m. vurderede udvalget, at ministerialbøgernes afskaffelse ville betyde besparelser for folkekirken på ca. 10 mill. kr. årligt mod en omkostningsforøgelse på ca. 4 mill. kr. om året for folkeregistrene og CPR.
Endvidere fandt udvalget, at en borgerlig registrering ville lette borgerne, idet brugen af attester ville indskrænkes væsentligt. Man mente også i udvalget, at edb-teknikken kunne sikre, at ingen af personoplysningerne gik tabt for eftertiden.
Når der – trods udvalgets således meget positive vurdering af en borgerlig registrering – alligevel intet skete, er forklaringen, at udvalgets opgave var en mere teknisk beskrivelse af fordele og ulemper. Derimod skulle udvalget ikke tage stilling til, om indførelse af en sådan registrering ud fra samtlige hensyn, herunder kirkelige synspunkter, måtte anses for ønskelig.
Der har siden været flere tilløb til at tage spørgsmålet om borgerlig registrering op. Men der er med bred politisk opbakning i Folketinget sat et punktum for dette spørgsmål med beslutningen om modernisering af kirkebøgerne.
Kirkeministeriet har iværksat en omlægning af kirkebogsføringen, således at der fra omkring år 2001 indføres en elektronisk kirkebog, Den Ny Kirkebog (DNK), som efterfølger for de håndskrevne protokoller. Når Den Ny Kirkebog er en realitet, vil præsten eller kordegnen udføre registreringen fra en computer på kirkekontoret. Kirkebogsførerens computer vil være forbundet med en fælles database, hvis grundstamme vil være de oplysninger, som allerede gennem mange år er overført fra kirkebøgerne til CPR. En stor del af Den Ny Kirkebogs data registreres fra overgangen til Den Ny Kirkebog alene i CPR og hentes elektronisk fra CPR, når der i forbindelse med Den Ny Kirkebog er behov herfor, f.eks. ved dannelse af skærmbilledet »Borgerens kirkebogsside«. Øvrige nødvendige oplysninger registreres alene i Den Ny Kirkebog.
