.gif)
Kapitel 14. Folkeregistreringen efter 1968-loven
Som indenrigsministeren havde nævnt under fremsættelsen af lovforslaget til loven, var det ikke meningen med dette, at foretage ændringer i folkeregistrenes daværende forretningsgang. Loven indeholdt således også en bestemmelse i § 13, stk. 2, hvorefter de bestemmelser, der var udstedt i medfør af 1924-loven, forblev i kraft, indtil de blev ophævet eller ændret i medfør af 1968-loven.
En ny bekendtgørelse om folkeregistre til afløsning af den gamle fra 1956 udstedtes den 9. oktober 1968. Den nye bekendtgørelse var stort set en ajourføring af 1956-bekendtgørelsen med de ændringer, der var følge af den nye lov og oprettelsen af Det centrale Personregister.
Ifølge den nye bekendtgørelse skulle den, der flyttede til en ny kommune, således fortsat melde flytning både til fraflytningskommunen og tilflytningskommunen, men som noget nyt skulle personnummeret angives, og det blev endvidere udtrykkeligt fastslået, at flytteanmeldelsen skulle indeholde flyttedatoen.
Man havde ajourført bestemmelsen om værnepligtige og anvendt en sprogbrug svarende til den gældende indenfor forsvaret, men der var ingen ændringer i forhold til praksis.
Pligten for husejere og lejere til at anmelde flytninger til og fra deres ejendomme var også ændret, så den var i overensstemmelse med formuleringen i loven, hvorefter pligten kun indtrådte efter påbud herom,
Den gamle lov fra 1924 indeholdt i sin § 9 en udtrykkelig bestemmelse om, hvem klager over folkeregistrenes mangelfulde førelse skulle rettes til. I bemærkningerne til § 1 i 1968-loven var det anført, at denne blandt andet svarede til den nævnte § 9 i den gamle lov. I formuleringen om, at indenrigsministeren fastsætter regler om tilsynet med registrene, har man således fundet hjemmel for fortsat at fastsætte, at klager over folkeregistrene for sognekommunernes vedkommende skulle rettes til amtsrådet og for de øvrige kommuner til Indenrigsministeriet.
I bekendtgørelsen blev også medtaget bestemmelse om, at borgerne var berettiget til ved folkeregistrenes mellemkomst at få udstedt personnummerbeviser – herunder et midlertidigt i de situationer, der var nævnt i ministeriets cirkulære fra september 1968.
Herudover havde man fundet, at det skulle være gratis at få udstedt en attest om den periode, man havde boet i den pågældende kommune.
Reglerne om, at man kunne få oplyst en anden persons adresse, hvis denne ikke var beskyttet, og om selve adressebeskyttelsen var en fortsættelse af de hidtil gældende regler. Der var således intet udtrykkeligt angivet krav om, hvorledes man skulle identificere den person, hvis adresse man ønskede, ligesom det fortsat var folkeregisterførerens skøn, om ønsket om adressebeskyttelse skulle imødekommes.
I februar 1969 fandt Indenrigsministeriet det nødvendigt at udsende et cirkulære om afgivelse af personnummeroplysninger.
Det bestemmes heri, at kommunalbestyrelserne kunne afgøre, i hvilket omfang personnumre skulle anvendes i deres administration, hvis anvendelsen ikke var fastsat på anden måde, og altid var berettiget til at afkræve andre kommuner oplysning om personnummer for enkeltpersoner.
Nogle nærmere angivne offentlige myndigheder fik en almindelig adgang til at søge oplysning om personnummer i folkeregistrene. Offentlige myndigheder i øvrigt var berettiget til at søge oplysning om enkelte personers personnumre i folkeregistrene. Hvis man derimod ønskede disse oplysninger i større omfang kunne folkeregistrene henvise til Indenrigsministeriet, som ville sørge for en maskinel søgning.
Privatpersoner kunne kræve deres eget personnummer oplyst, men kunne ikke få oplyst andres, medmindre Indenrigsministeriet havde givet tilladelse dertil. Det fremgik, at en sådan tilladelse indtil videre alene ville blive givet til virksomheder, som foretog maskinel afregning til de myndigheder, der havde en almindelig adgang til at søge personnummeroplysning i kommunerne.
I 1970 ændredes folkeregisterbekendtgørelsen to gange. Ved den første ændring blev klageinstansen, som hidtil havde været de almindelige tilsynsmyndigheder, nemlig amtsrådene for sognekommunernes vedkommende og Indenrigsministeriet for de øvrige kommuner, overført til Indenrigsministeriet alene. Som en del af kommunalreformen var der vedtaget en ny kommunal styrelseslov til erstatning for købstadkommunalloven og landkommunalloven. I den nye styrelseslov var tilsynet med primærkommunerne, hvortil ikke henregnedes København og Frederiksberg Kommuner, henlagt til de nyoprettede tilsynsråd. Overvejelserne gik nu på, om tilsynet med folkeregistrene ligeledes skulle henføres til tilsynsrådene, bortset fra Københavns og Frederiksberg Kommuner. Da regeringen imidlertid havde tilkendegivet, at man ikke fandt det rigtigt at tillægge tilsynsrådene andre opgaver end dem, der var angivet i den kommunale styrelseslov, og da afgørelsen af klager over folkeregistrenes medvirken ved ajourføringen af CPR ofte ville kræve teknisk sagkundskab og derfor under alle omstændigheder måtte forelægges Indenrigsministeriet, blev resultatet, at alene Indenrigsministeriet fremover blev klageinstans.
Færøernes Landsstyre anmodede i 1969 om, at Færøerne blev inddraget under den internordiske folkeregistreringsaftale. Efter at Indenrigsministeriet havde sikret sig de øvrige nordiske landes indforståelse hermed, tilsluttedes Færøerne aftalen fra den 1. juli 1970, hvilket afstedkom de nødvendige ændringer i de administrativt fastsatte regler i Danmark.
Offentlige myndigheders adgang til oplysninger i CPR, som ikke var reguleret i selve loven, blev fastlagt af Indenrigsministeriet i et cirkulære i 1970. En forudsætning for, at man måtte henvende sig til Indenrigsministeriet for at få oplysninger fra CPR om en person, var, at myndigheden ikke kendte den pågældende persons opholdskommune. Var denne kommune den spørgende bekendt, skulle forespørgslen nemlig rettes til kommunen. I tilfælde hvor myndigheden ønskede oplysning om et større antal personer med bopæl i flere forskellige kommuner, skulle man dog drøfte med Indenrigsministeriet, hvorledes disse oplysninger mest hensigtsmæssigt kunne tilvejebringes.
Fremgangsmåden ved enkeltforespørgsler til Indenrigsministeriet var dengang i CPR's barndom ret tung, idet den spørgende skulle sende en blanket til ministeriet, hvori man identificerede den efterspurgte med navn og fødselsoplysninger, evt. personnummer. 10-14 dage efter at ministeriet havde modtaget forespørgslen fik den spørgende så, hvis eftersøgningen gav resultat, svar i form af et CPR-kort.
Ved masseforespørgsler var det en besparelse, hvis de oplysninger, der skulle anvendes ved forespørgslerne, fandtes på hulkort, magnetbånd eller andre maskinelt behandlede medier. Disse muligheder skulle den spørgende derfor først drøfte med Indenrigsministeriet.
Offentlige myndigheder fik herudover adgang til at udnytte CPR's oplysninger til løsning af større enkeltopgaver, f. eks. ved udtræk fra CPR udfra bestemte kriterier som alder, køn, civilstand og lokalitet.
I 1970 meddelte Indenrigsministeriet, at man ville sætte et nyt kommunekodesystem i gang, men allerede inden igangsætningen, som først kom i 1973, offentliggjorde ministeriet disse koder, fordi der havde været almindelig interesse for, hvilken kode, der var tildelt den enkelte kommune.
