Folkeregistreringen 75 år i 1999

Kapitel 13. Oprettelsen af Det centrale Personregister

I marts 1967 pålagde Indenrigsministeriet samtlige kommuner at overføre bestemte folkeregisteroplysninger til en kommunal hulkort- og edbcentral efter aftale med centralen og at vedligeholde disse oplysninger, indtil CPR blev oprettet.

I december 1967 fik samtlige folkeregistre tilsendt en CPR-instruks for deres medvirken ved ajourføringen af Det centrale Personregister. Denne instruks havde form af et løsbladssystem, for at der let kunne foretages ændringer i denne i takt med CPR-systemets udbygning. Endvidere bebudede ministeriet, at man specielt i begyndelsen ville udsende CPR-meddelelser til folkeregistrene, hvor man ville belyse forskellige problemer og give vejledning.

Indholdet af CPR-instruksen var et afsnit om selve CPR-systemet, et afsnit, som vejledte folkeregistrene om deres pligter ved ajourføringen af CPR, og endelig et afsnit der indeholdt særlige forskrifter i forbindelse med oprettelsen og tiden lige derefter. Hertil kom så en række bilag med CPR-kort o. lign. samt diverse fortegnelser over kommunekoder m.m.

Det fremgår af instruksen, at der i første omgang ikke ville ske ændringer i forretningsgangen ved driften af de lokale folkeregistre. Det bebudes, at en rationalisering senere kunne komme på tale, ligesom der ville blive mulighed for at fritage folkeregistrene for nogle af de pligter, de havde med underretning af andre myndigheder om ændringer af folkeregisterdata.

CPR ville i starten blive ajourført ugentligt, men målet var en daglig ajourføring. Dette mål blev faktisk først nået i september 1989 – altså mere end 20 år senere, hvor CPR blev ajourført ugens 5 hverdage, også om fredagen.

Registret ville bestå af et personregister og et adresseregister. Herudover ville Indenrigsministeriet videreføre et manuelt register over forsvundne personer og personer, der var rejst til udlandet, som hidtil havde været ført af Danmarks Statistik. Datarapportører til systemet skulle være folkeregistrene, som skulle vurdere de data, de fik, inden de indrapporterede disse, men ministeriet bebudede, at andre kunne inddrages i denne opgave, når systemet var kørt ind.

Kommunikationen mellem folkeregistrene og CPR skete ved hjælp af fire forskellige meddelelsesblanketter: CPR-kort, CPR-vejkort, CPR-fødselsindberetning og CPR-indberetning. Folkeregistrene fik et CPR-kort for hver registreret person i kommunen. Når der skete ændringer i dataindholdet for en person, skulle folkeregistret – løbende og uden ophold – indsende rapporteringsdelen af kortet med den angivne ændring til CPR, som derefter ville tilbagesende et nyt kort til folkeregistret, hvorpå ændringen var indarbejdet. Tilsvarende gjaldt for vejkortene, hvoraf folkeregistret havde et for hver vej i kommunen. Ved udfyldelsen af ændringer anbefaledes maskinskrift eller blyant, det sidste for lettere at kunne rette fejl. Endvidere skulle folkeregistrene opbevare en kopi af det indsendte, så man kunne sikre sig, at rettelser blev foretaget og at disse var i overensstemmelse med det indberettede.

CPR-fødselsindberetningen og CPR-indberetningen skulle bruges ved indberetning til CPR om fødsler og om indvandring fra udlandet eller registrering af hidtil ikke-registrerede personer. Folkeregistrene ville så modtage CPR-kort for de indberettede.

Sammen med CPR-kortene og vejkortene ville kommunen fra CPR modtage en anmærknings- og fejlliste og endvidere en returmelding, som var kommentarer til det indberettede og materiale til kontrol af det registreredes rigtighed.

CPR's dataindhold, som ved oprettelsen blev tilvejebragt ved en overførsel af folkeregisterdata fra de kommunale hulkort- og edbcentraler, skulle være mere omfattende. Derfor skulle der i den første tid ske en supplering af dataindholdet. Denne supplering, der bl. a. omfattede personens fulde navn, da navn ved oprettelsen ofte var forkortet p. gr. a. hulkortenes begrænsning til 80 karakterer, skulle dels ske i forbindelse med indrapportering af ændringer i en persons data, dels i forbindelse med en systematisk gennemgang af kommunens folkeregister. For at tydeliggøre om dette skete, var de CPR-kort folkeregistrene modtog ved CPR's oprettelse røde, mens de kort, kommunen fik tilsendt, når den havde indrapporteret ændringer og/eller supplement, var hvide. Ifølge instruksen skulle folkeregistrene have foretaget indrapporteringer på alle røde kort inden udgangen af 1969. Også CPR-vejkortene var anderledes ved oprettelsen.

Ifølge instruksen ville andre offentlige myndigheder eller registre i løbet af kort tid kunne udnytte registret. Allerede fra starten ville offentlige myndigheder imidlertid kunne rekvirere udskrift af CPR's dataindhold for enkeltpersoner, når man angav personnummer, men de offentlige myndigheder kunne også eftersøge personer, hvis personnummer, de ikke kendte. I sådanne tilfælde skulle man anvende en særlig CPR-forespørgselsblanket.

Indrapporteringen til CPR skulle ske af bopælskommunen. Ved flytning til en ny kommune var det tilflytningskommunen, som skulle foretage indrapporteringen.

Med henblik på løsning af opgaver, hvor det ville være af betydning at kunne sammenholde familiemedlemmer, var der i CPR medtaget plads til henvisning til et andet personnummer. Der skete således henvisning mellem ægtefæller. Men herudover skulle der også ske henvisning fra ugifte hjemmeværende børn under 18 år til en »hovedperson«. Det siges herom, at faderen normalt vil være hovedpersonen, men at det for børn, som opholder sig hos moderen er denne, der er hovedperson. Hvis moderen har indgået ægteskab med en anden, vil denne være hovedpersonen. Når adressefællesskabet ophørte, fordi barnet blev 18 år, giftede sig, eller selv blev forælder, skulle henvisningen udgå.

I et cirkulære af 11. marts 1968 kunne ministeriet oplyse, at CPR ville blive oprettet i april-maj måned 1968. Da grundlaget for registret var de folkeregisteroplysninger, der fandtes i de kommunale hulkort- og edbcentraler, skulle kommunerne i perioden fra 11. marts 1968 til 2. april 1968 – datoen som regnes for CPR's fødselsdag – i videst muligt omfang ajourføre folkeregister-oplysningerne i de kommunale centraler løbende og ikke vente til sidste øjeblik, da centralerne ellers ikke kunne overholde fristen den 10. april 1968 for aflevering af deres materiale til Sekretariatet for Personregistrering.

For at undgå, at personer, som flyttede til en ny kommune kort før CPR's oprettelse, enten blev registreret 2 gange eller slet ikke, måtte Indenrigsministeriet opstille præcise regler for, hvilken kommune, der skulle medtage den flyttende i sin anmeldelse til centralen. Indenrigsministeriet bestemte også, at personer, som havde midlertidigt ophold uden for bopælskommunen, skulle optages i CPR af vedkommendes bopælskommune.

Kommunerne fik i perioden 18. april 1968 til 13. maj 1968 tilsendt CPR-kortene og CPR-vejkortene og skulle så begynde indberetningen af ændringer i overensstemmelse med CPR-instruksen.

Hvert folkeregister fik desuden i forbindelse med oprettelsen af CPR tilsendt en oprettelsesliste, som dels indeholdt en fejlliste dels en anmærkningsliste. Fejllisten vedrørte forhold, som hurtigst muligt skulle bringes i orden, mens anmærkningslisten vedrørte forhold, som man kunne undersøge, når man i anden anledning gjorde brug af CPR-kortet.

I et cirkulære af 30. april 1968 blev det indskærpet, at indberetningerne til CPR skulle ske løbende og omgående. Folkeregistrene skulle desuden efter hver ajourføring af CPR kontrollere rigtigheden af det registrerede. Til hjælp hermed modtog folkeregistrene en fejl- og anmærkningsliste, som man nøje skulle gennemgå i forbindelse med modtagelsen af de tilsendte nye CPR-kort og CPR-vejkort. Fandt man fejl, skulle disse rettes hurtigst muligt.

De kort man modtog var i A-6 format og blev leveret i en bestemt sorteringsorden – adressekodeorden, personnummerorden eller alfabetiske navneorden, som fremover kunne ændres til en af de andre, hvis man anmodede om dette. Af disse CPR-kort fremgik personnummeret, som folkeregistrene skulle notere på hovedkortet og tillige kunne registrere på navnekortet.

Havde en person fejlagtigt fået to personnumre, skulle folkeregistret straks kontakte Sekretariatet for Personregistrering, som man også skulle sende en CPR-forespørgsel til, hvis kommunen ikke var i besiddelse af personnummeret for en person, som var optaget i dens folkeregister.

Da den første tid betragtedes som en indkøringsperiode, ville man ikke tillade, at folkeregistrene på daværende tidspunkt udstedte en dokumentation for enkeltpersoners personnummer.

I et cirkulære af 10. september 1968 orienterede Indenrigsministeriet kommunerne om, at ministeriet i oktober måned samme år ville udsende personnummerbeviser til samtlige personer, der var optaget i CPR med undtagelse af børn født i 1967 og 1968. Disse beviser ville indeholde CPR's oplysninger på udstedelsestidspunktet om den pågældende for så vidt angår personnummeret (alder og køn), stilling, navn (indtil 23 positioner) og adresse. Herudover stod der, hvilken kommunes folkeregister den pågældende stod i.

Der var planer om, én eller to gange om året at udfærdige personnummerbeviser til en årgang af de børn, som ikke tidligere havde fået udstedt sådanne beviser, første gang formentlig i 1969 for børn født i 1967.

Personnummerbeviser, som postvæsenet ikke kunne aflevere ved den landsomfattende udsendelse i oktober 1968, skulle sendes til folkeregistret i den kommune, der var angivet på bevisets forside. Det var så denne kommunes pligt at eftersøge den pågældende med henblik på en ny udsendelse af beviset. Var den pågældende flyttet til en ny kommune, skulle beviset videresendes til denne kommune, var der derimod tale om en person, der var flyttet til udlandet eller forsvundet, skulle beviset indsendes til Indenrigsministeriet.

Fra den 1. oktober 1968 kunne folkeregistrene desuden rekvirere personnummerbeviser i Indenrigsministeriet, hvilket man skulle gøre, hvis der var tale om tilflytter fra udlandet eller Grønland, ved fejl i det gamle personnummer, ved ændring af personens navn eller stilling samt endelig hvis en person kunne godtgøre at have mistet det gamle bevis eller aldrig have fået et. Sådanne beviser ville blive sendt til folkeregistrene, som skulle kontrollere deres indhold og derefter sende dem til indehaverne sammen med et plastiketui.

Hvis en person ikke kunne vente på sit centralt udstedte personnummerbevis, skulle folkeregistret udstede en midlertidig attestation for personnummeret.

Det var endvidere folkeregistrenes opgave at indkræve tidligere udstedte personbeviser, hvis der blev udfærdiget et nyt til erstatning for et tidligere udstedt samt indkræve det »overtallige« bevis, i de tilfælde, hvor en person havde fået tildelt flere personnumre.