Folkeregistreringen 75 år i 1999

Kapitel 12. 1968-loven

I september 1967 havde sekretariatet udarbejdet et udkast til en ny folkeregi-streringslov til afløsning af den gamle lov om folkeregistre fra 1924. I dette udkast var optaget de nødvendige hovedbestemmelser, mens fastsættelsen af alle detaljerede regler blev overladt til indenrigsministeren. Blandt de emner, som nævntes i selve lovteksten, var, at indenrigsministeren skulle oprette et centralt personregister, og at der skulle nedsættes et personregistreringsråd.

Dette udkast blev sendt til udtalelse i de 4 kommunale organisationer samt i Københavns Kommune, mens Danmarks Statistik og Kirkeministeriet alene fik udkastet til orientering.

Justitsministeriet havde også uformelt fået udkastet forelagt, hvilket resulterede i en række ændringsforslag af mere lovteknisk karakter.

De kommunale organisationer kunne ikke uforbeholdent tilslutte sig det forelagte forslag. Således forbeholdt både Købstadforeningen og Amtsrådsforeningen sig deres stilling, til de så den endelige formulering af lovforslaget, og Københavns Kommune ønskede, at kommunerne fik lejlighed til at udtale sig, når de nærmere regler skulle fastsættes. Amtsrådsforeningen nævnte bl.a., at den administrative ordning burde fastlægges i lovgivningen, og Bymæssige Kommuner pegede på, at tilsynet burde føres af den sædvanlige tilsynsmyndighed. Herudover var de kommunale organisationer interesseret i en præcis angivelse af sammensætningen af Personregistreringsrådet.

Efter modtagelsen af disse kommentarer blev der udarbejdet et revideret lovudkast, som de hørte myndigheder samt Personregistreringsrådets medlemmer fik sendt til orientering midt i november måned 1967 med oplysning om, at lovforslaget snarest ventedes fremsat i Folketinget.

Dette lovforslag indeholdt en bestemmelse om, at loven ikke gjaldt for Færøerne og Grønland. For Grønland havde sekretariatet ikke fundet det praktisk muligt fra starten at medtage den grønlandske befolkning i den centrale personregistrering.

I Grønland var der blevet indført folkeregistre den 1. januar 1963 i overensstemmelse med en landsrådsvedtægt af 7. december 1962. Ministeriet for Grønland ønskede imidlertid snarest muligt at få befolkningen på Grønland ind i CPR. Den personnummerordning, der ved folkeregistrenes indførelse i Grønland blev gennemført for befolkningen dèr, svarede nemlig ikke til den, der nu skulle indføres i Danmark, hvilket ikke var hensigtsmæssigt af hensyn til de mange flytninger mellem Grønland og Danmark.

Efter forhandlinger mellem sekretariatet og Ministeriet for Grønland var man blevet enige om, at man skulle søge at inddrage Grønland i den danske ordning ved den næste folketælling i Grønland, som man ventede ville finde sted 31. december 1970. Ministeriet for Grønland ville derfor gerne have ændret bestemmelsen om gyldigheden for Grønland, således at loven ved kongelig anordning kunne sættes i kraft med de ændringer og tilføjelser, som var hensigtsmæssige på grund af de særlige grønlandske forhold.

Ved fremsættelsen af lovforslaget den 28. november 1967 udtalte den socialdemokratiske indenrigsminister Hans Hækkerup, at lovforslaget fjernede overflødige bestemmelser i den hidtidige lov, og samtidig moderniseredes loven, så der åbnedes for videregående muligheder for den rationalisering af folkeregistervæsenet, som allerede var påbegyndt, og som forudsattes fortsat i forbindelse med anvendelsen af edb. Endvidere havde man fundet det rimeligt at nævne det centrale personregister i lovgivningen. Herudover var det ikke hensigten med lovforslaget at foretage ændringer i folkeregistrenes daværende forretningsgang.

Om det var den tilstundende jul eller blot datidens forsonlige form, er uvist, men debatten under første behandlingen den 8. december 1967 forekommer ualmindelig venlig. Dette forudses allerede af første ordfører, Thomas Have (A), som spår en behandling af lovforslaget i »en rolig og meget afslappet atmosfære«. Og Poul Schlüter (C) følger op med at kalde forslaget for »noget af det mindst kontroversielle en minister i lang tid har præsenteret i Tinget«.

Uanset disse bemærkninger var flere af ordførerne fremme med betænkeligheder ved de vide bemyndigelsesbestemmelser, og der var også nogen bekymring om, hvem der kunne få adgang til oplysningerne. Kjær Rasmussen (SF) ville således »ikke undlade at søge afkræftet, at grosserer A. Nielsen (dengang dæknavn for PET-adresse) og hans kumpaner vil få adgang til CPR«. Brugen af ordet kumpaner udløste prompte en påtale fra anden næstformand.

Indenrigsministeren fandt i sine afsluttende bemærkninger, at der, uanset at han heller ikke fandt lovforslaget kontroversielt, havde været mange indvendinger. Han var klar over, at han havde været meget optimistisk, da han havde fastsat ikrafttrædelsesdatoen til den 1. januar 1968. Denne dato var nu helt udelukket, efter at der »er begæret udvalg (!) og rejst et utal af spørgsmål, også af principiel karakter.« Men han var dog ganske godt tilfreds, hvis man kunne få forslaget færdigt til den 1. februar 1968.

I øvrigt mente han, at anvendelsen af oplysningerne i CPR skulle diskuteres dels i folketingsudvalget dels i Personregistreringsrådet.

Til bekymringerne over bemyndigelserne bemærkede han, at det var fornuftigt ikke at fylde lovene med for mange detailbestemmelser, som man kunne være nødt til at ændre alt afhængig af, hvor hurtigt udviklingen gik.

Det fremsatte lovforslag vakte bekymring i Danmarks Statistik, som var bange for, at det kunne give anledning til tvivl om, at det var Danmarks Statistik, som havde ansvaret for den statistiske udnyttelse af CPR i overensstemmelse med loven om Danmarks Statistik. Derfor sendte økonomiministeren et brev til indenrigsministeren med forslag til, hvorledes det kunne klargøres.

Inden dette spørgsmål var løst, blev der udskrevet valg, som afholdtes den 23. januar 1968. I forbindelse med arbejdet med fremsættelse af lovforslaget påny overvejedes udtrykkeligt at nævne Danmarks Statistik i loven, men dette frarådedes af Justitsministeriet, som fandt det overflødigt, og at forholdet til Danmarks Statistik højst skulle omtales i bemærkningerne. Derfor er Danmarks Statistik nævnt i bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk. 1, i den form dette havde ved fremsættelsen den 15. februar 1968.

Justitsministeriet gjorde desuden opmærksom på, at Advokatrådet havde udtalt, at det i vidt omfang ville være umuligt for ejere eller administratorer af ejendomme, at overholde bestemmelsen i udkastets § 6, stk. 1, hvorefter en husejer eller lejer ligesom efter 1924-loven skulle anmelde, hvem der flyttede til eller fra hans ejendom, medmindre de pågældende viste en kvittering for, at de havde foretaget en sådan anmeldelse selv.

Dette affødte en hastehøring den 2. marts 1968 af politimesterforeningen og Københavns Politidirektør samt Københavns Kommune.

Inden svarene på denne høring forelå, var der den 5. marts 1968 førstebehandling af det genfremsatte lovforslag i samme venlige atmosfære som ved den tidligere førstebehandling. Igen interesserede man sig for de vide bemyndigelser til Indenrigsministeren og er inde på, at det med tiden kunne være rart at få flere af de administrative bestemmelser lagt ind i selve loven. Også Personregistreringsrådets sammensætning optog fortsat folketingsmedlemmerne, hvor flere luftede den tanke, at også folketingsmedlemmer skulle være repræsenteret i rådet bl. a. som garanti for, at der ikke skete misbrug af oplysningerne i CPR. Efter afslutningen af drøftelserne sendtes forslaget til behandling i et særligt 17-mands udvalg

Før udvalget den 15. maj 1968 kunne afgive betænkning, havde det stillet indenrigsministeren en række spørgsmål og desuden haft ham i samråd.

Af svarene på disse spørgsmål fremgår, at den nye, konservative indenrigsminister, Poul Sørensen, afviste at begrænse bemyndigelserne til ministeren i forslagets §§ 1-4, idet han mente, at dette ville bevirke en stadig lovgivningsvirksomhed, fordi den tekniske udvikling gik så hurtigt. Derimod havde han intet mod at redegøre for principperne for betalingsfastsættelsen ved udlevering af oplysninger fra folkeregistrene og om, hvilke data den enkelte borger ville kunne få udleveret. Om forholdet til politiets efterretningstjeneste, som havde været oppe at vende under førstebehandlingen både i 1967 og i 1968 udtalte ministeren, at et egentligt samarbejde ikke var planlagt, men at efterretningstjenesten som andre offentlige myndigheder hidtil havde haft en almindelig adgang til at indhente oplysninger fra folkeregistrene.

Indenrigsministeren beroligede også udvalget med, at CPR blev opbevaret på magnetbånd på Datacentralen, hvor der fandtes sikkerhedsregler, og at der måtte fastsættes tilsvarende, betryggende sikkerhedsregler for de enkelte kommende brugere.

Fra privat side havde der været interesse for samarbejde med CPR, men dette havde måttet afvises, fordi ethvert samarbejde krævede planlægning, og den offentlige administration skulle have førsteprioritet.

De forskellige data, herunder personnummeret, som tænktes angivet om den enkelte borger i CPR, fik udvalget også oplyst i svar fra indenrigsministeren.

Personregistreringsrådets sammensætning, mente ministeren fortsat ikke, burde fremgå af loven, ligesom han på ingen måde syntes at være velvilligt indstillet overfor tanken om, at Folketinget skulle være repræsenteret.

Udvalget interesserede sig ligesom Advokatrådet for § 6 i lovforslaget om husejeres og lejeres pligter til at anmelde til- og fraflytninger til deres ejendom. På baggrund af de nu indløbne svar på den ovenfor omtalte høringsrunde foreslog ministeren, at bestemmelsen, hvis udvalget ønskede en modificering, kunne ændres, således at de pågældende kun »på forlangende« blev forpligtet til at rapportere til- og fraflytninger til vedkommendes ejendom eller lejlighed.

Bortfaldet fremover af folketællinger efter etableringen af CPR forudsagdes også overfor udvalget, idet den første tælling efter oprettelsen, den i 1970, dog skulle afholdes.

Personregistreringsrådets sammensætning var et af emnerne under det samråd, som ministeren blev kaldt til af udvalget. Herunder diskuteredes også, om private skulle angive formålet med de oplysninger, de søgte, og også samarbejdet i øvrigt med private. En eventuel sammenlægning af sekretariatet for personregistrering og kildeskattedirektoratet var et andet af samrådsemnerne.

Da udvalgsbetænkningen blev afgivet, havde ministeren fremsat 4 ændringsforslag til sit lovforslag. Det første indrømmede Folketinget en repræsentation i Personregistreringsrådet, og det andet modificerede husværternes m.fl. 's pligter, således at disse kun skulle anmelde til- og fraflytninger, hvis dette blev dem pålagt. Det tredie og fjerde var en ændring af straffebestemmelserne i konsekvens af ændringen for husværterne.

2. behandlingen fandt sted den 22. maj 1968 og loven blev vedtaget ved 3. behandling den 29. maj 1968.

Som det ses, var loven kun blevet ændret lidt under Folketingets behandling. Den var således fortsat i stor udstrækning en bemyndigelseslov. Hvordan folkeregistrene og CPR skulle drives, herunder hvilke oplysninger, man skulle registrere, fremgik ikke af loven. Personregistreringsrådet, hvis præcise sammensætning heller ikke fremgik af loven, var ifølge lovens § 3 alene rådgivende, herunder i spørgsmål om udnyttelsen af folkeregistrene og CPR.

Det eneste område, hvor indenrigsministerens handlefrihed syntes begrænset, var de »gamle« bestemmelser om borgerens pligt til at melde flytning og husværternes eventuelle indberetninger samt de uddybende bestemmelser i forbindelse hermed samt straffen for overtrædelser heraf.

Færøerne var fortsat ikke omfattet af loven, mens denne kunne sættes i kraft på Grønland med eventuelle afvigelser ved en kongelig anordning.