Folkeregistreringen 75 år i 1999

Kapitel 11. CPR's fødsel

Indhold:

Udvalget fra 1961

Den 22. februar 1961 nedsatte Indenrigsministeriet et udvalg, som i forbindelse med indførelse af elektronisk databehandling i den offentlige forvaltning skulle overveje omfanget og formen for de kommunale folkeregistre – herunder hulkortcentralernes – deltagelse heri. Udvalget skulle endvidere overveje, i hvilket omfang databehandlede oplysninger fra folkeregistrene ville kunne anvendes af andre administrationsgrene, herunder hvorvidt indførelse af et fast løbenummer for hver indbygger, »kontonummer«, kan tilrådes.

Bag sammenkædningen af folkeregistrene med elektronisk databehandling lå planerne om indførelse af kildeskatten. Kildeskatten tænktes fra starten organiseret ved hjælp af edb. Folkeregistrene var basis for skattelisterne og dermed hele den elektroniske beregning og udskrivning af skatterne. Man forestillede sig, at registrene fremover kunne deltage i kildeskattesystemet på to forskellige måder. Folkeregistrene kunne for det første fungere som hidtil og udarbejde mandtalslister til brug for skattevæsenet, som så selv måtte sørge for at få oplysningerne kodet på hulkort til brug for den elektroniske databehandling. Den anden mulighed var, at folkeregistrene selv gik over til hulkortsystemer, således at de direkte kunne afgive de relevante oplysninger til brug for skattesystemet.

Formålet med nedsættelsen af udvalget var at få afklaret de tekniske problemer i forbindelse med disse overvejelser, idet de politiske problemer skulle løses senere.

Tanken om et kontonummer eller borgernummer havde også forbindelse til skattemyndighederne, idet Skattedepartementet overfor Indenrigsministeriet havde ytret sin interesse i et sådant nummer. For en edb-behandling af skatteopgaverne centralt for hele landet var det praktisk nødvendigt at foretage en nummerering, navnlig af hensyn til kommunikationen med arbejdsgiverne, der var indeholdelsespligtige. Man kunne godt som hidtil tildele borgerne et nyt nummer hvert år, men der var praktiske fordele forbundet med anvendelse af et fast nummer fra år til år.

Udvalget kom til at bestå af repræsentanter for Indenrigsministeriet og Skattedepartementet, en edb-kyndig, en folkeregistermand, en repræsentant for de kommunale hulkortcentraler samt en repræsentant for Forvaltningsnævnet og for Det statistiske Departement.

Læser man udvalgets betænkning ser man blot en nøgtern redegørelse for forskellige problemer. Går man derimod ned i referaterne fra udvalgets møder, kan det ses, at bølgerne til tider er gået højt. Således var der stor diskussion om udvalgets arbejdsform. På et tidspunkt føler et af medlemmerne sig foranlediget til at sige, at man »ikke (kunne) byde regeringen at skulle træffe afgørelse, hvis udvalgets indstillinger og overvejelser ikke var baseret på et sagligt undersøgt arbejde af et ganske anderledes omfang og karat, end det der forelå her.«

Et andet medlem mente ikke, at der var grund til at ødelægge det oplysningssystem, man havde i øjeblikket, »for at tækkes nogle mennesker, der havde mindre begreb om folkeregistre.«

Gnisterne føj til det sidste, således forlangte medlemmet, som havde udtalt sin kritik af det foreliggende beslutningsmateriale, at få medtaget en 10 siders mindretalsudtalelse. Det var der absolut ikke stemning for i udvalget, og et andet medlem foreslog »venligt«, om ikke særudtalelsen kunne skæres ned til nogle få linier.

Trods disse vanskeligheder lykkedes det den 18. april 1963 udvalget at få afgivet en betænkning: » Betænkning om folkeregistrenes medvirken ved indførelse af elektronisk databehandling i den offentlige forvaltning m. v.«, Betænkning nr. 329/1963.

Betænkningens første tre kapitler er rent refererende, dels om hvad edb er, dels om det daværende folkeregistersystem og endelig om de kommunale hulkortcentraler og I/S Datacentralen.

Derefter kommer udvalgets forslag. Dette indeholder 3 hovedelementer.

For det første foreslås, at der skal oprettes et centralt personregister på edb. Udvælgelsen af de data, som skulle indgå i registret, skulle ske efter nogenlunde de samme retningslinier, som var fulgt ved oprettelsen af de hidtidige folkeregisterhulkortkartoteker. Disse data skulle i videst muligt omfang angives ved talkoder, som udvalget foreslog, at Indenrigsministeriet fastlagde for hele landet.

Udvalget anbefalede 21 forskellige datagrupper baseret på indholdet af de dagældende flytteanmeldelser og på de kommunale hulkortcentralers erfaringer ved anvendelse af koder. Da udvalget ikke havde kunnet blive enigt om at foreslå, at hovedregisterkortet fulgte med den flyttende til en ny kommune – et medlem fandt, at dette ville betyde afgivelse af gode kort og modtagelse af dårlige – foreslog udvalget i stedet, at yderligere 11 oplysningstyper, som fremgik af flyttemeddelelsen, blev registreret i det centrale register.

Det andet hovedelement i udvalgets forslag, var indførelse af et fælles personnummersystem i den offentlige forvaltning. Formålet hermed var at bedre identificerings- og referencemulighederne og desuden at forenkle den maskinelle databehandling. Af hensyn til denne maskinelle behandling skulle personnummeret kun indeholde tal. Det var ikke hensigtsmæssigt, at man valgte et rent løbenummersystem, da dette ville løbe op på et betragteligt antal cifre. Endvidere fandt man det ønskeligt, at der i nummeret var indbygget nogle oplysninger om personen. Da sådanne oplysninger skulle være kendte fra fødslen og ikke ændre sig i livets løb, var mulighederne ret begrænsede. Inspireret af gode erfaringer i Sverige foreslog udvalget et ticifret personnummer sammensat af fødselsdatoen kombineret med et 3-cifret løbenummer og yderligere et maskinelt beregnet kontrolciffer. Endvidere mente man, at kvinder skulle have lige løbenumre og mænd ulige.

Det sidste element i forslaget var meldesystemet. Blandt de overvejelser, udvalget gjorde sig i den forbindelse, var, at forretningsgangen skulle være sådan, at såvel folkeregistrenes daværende opgaver, som de udvidede opgaver, der ville blive pålagt edb-registret, blev tilgodeset. I den forbindelse foreslog udvalget indførelsen af en registermeddelelsesblanket udformet med henblik på maskinel udskrivning til afløsning af de hidtil anvendte flytteanmeldelsesblanketter. Herudover skulle der efter udvalgets forslag ved de lokale folkeregistre oprettes alfabetiske kortregistre, som i de fleste tilfælde kunne erstatte navneregistrene.

Om videreførelse af arbejdet anførtes i betænkningen, at »Såvel administrationen af en maskinel folkeregisterordning som varetagelsen af samarbejdet mellem et centralt personregister og de i denne registrering interesserede myndigheder vil kræve oprettelse af et centralt organ til på Indenrigsministeriets vegne at administrere alle problemer i forbindelse med den centrale personregistrering. Dette organs opgave vil i begyndelsen være at detailplanlægge udvalgets forslag om overgang til elektronisk databehandling. På længere sigt må det overtage instruktionen af og tilsynet med de kommunale folkeregistre samt varetage den daglige administration af blanketforvaltningen, personnummerordningen og det centrale personmagnetbåndregister m.v.«

Indenrigsministeriets behandling af betænkningen

Betænkningen blev sendt til udtalelse hos ministerier og andre statslige myndigheder, som var forventede kommende brugere af systemet, samt hos de kommunale organisationer og Københavns og Frederiksberg Kommuner. Alle erklærede sig positive, men de kommunale organisationer ønskede dog arbejdet lagt over i »kommunalt regi«. Efter møder med Indenrigsministeriet og den socialdemokratiske indenrigsminister Lars P. Jensen i februar og juni 1964 erklærede organisationerne sig dog indforstået med, at staten oprettede et sekretariat til at forestå og gennemføre systemet, men således at kommunernes interesse i at følge sekretariatets arbejde og øve indflydelse på dette skulle varetages gennem oprettelsen af et råd med statslig og kommunal repræsentation.

Da man ikke mente at kunne vente på, at finansloven for det kommende år blev vedtaget, søgte Indenrigsministeriet i november 1964 Finansudvalgets tilslutning til at oprette et sekretariat for personregistrering samt et personregistreringsråd. Sekretariatet, skønnede man, ville medføre driftsudgifter på 250.000 kr., de nødvendige undersøgelser ville beløbe sig til ca. 1 mill. kr. og vedligeholdelsen og udnyttelsen af systemet ville medføre årlige udgifter, som man anslog til 3. mill. kr. Hvorledes staten og kommunerne skulle fordele disse vedligeholdelsesudgifter, havde man endnu ikke taget stilling til.

Det arbejde, der skulle igangsættes, var en undersøgelse af betænkningens principforslag og udarbejdelse af mere detaljerede forslag. Ministeriet havde ikke fundet det hensigtsmæssigt at nedsætte et nyt udvalg, men på den anden side heller ikke fundet det rigtigt på daværende tidspunkt at nedsætte et permanent »centralorgan«. Der var således tale om oprettelse af et »foreløbigt« sekretariat, hvis arbejde kommunerne kunne følge ved oprettelsen af et råd, hvor både kommunerne og staten var repræsenteret.

Den vigtigste opgave for sekretariatet var spørgsmålet om anvendelsen af edb i den offentlige personregistrering.

Da der var et væsentligt administrativt behov for en hurtig gennemførelse af et centralt personnummersystem, skulle sekretariatets første opgave være at søge dette system gennemført efter forhandling med de interesserede myndigheder.

Samtidig var man fra Indenrigsministeriets side interesseret i, at folkeregistrenes overgang til edb blev fremskyndet mest muligt.

Til sekretariat tænktes i øvrigt henlagt selve sagsområdet folkeregistre og evt. den koordinerende og rådgivende virksomhed overfor folkeregistrene, som hidtil havde været varetaget af Det statistiske Departement på Indenrigsministeriets vegne. Sekretariatet ville herved overtage forberedelsen af den generelle instruktion af folkeregistrene i forbindelse med udarbejdelse af lovforslag, bekendtgørelser og cirkulærer.

Man forestillede sig, at sekretariatet skulle starte med 2 embedsmænd fra Indenrigsministeriet, 1-2 systemplanlæggere fra Datacentralen, 1 fra Kommunernes Hulkortcentral samt eventuelt 2 personer udlånt fra den lokale administration. Herudover ville sekretariatet kunne trække på statens konsulent i elektronisk databehandling og på de kommunale hulkortcentraler.

Om det lovede Personregistreringsråd fik Finansudvalget at vide, at det skulle følge sekretariatet i dets arbejde og rådgive indenrigsministeren i principielle spørgsmål vedrørende personregistreringen og bestå af repræsentanter for Indenrigsministeriet, Finansministeriet og Statistisk Departement samt repræsentanter for primærkommunerne.

Den 16. december 1964 tiltrådte Finansudvalget bortset fra Venstre og Det konservative Folkepartis medlemmer forslaget.