| Forside/Indhold - Top/Bund - Forrige/Næste Folkeregistreringen 75 år i 1999 |
|
|
Kapitel 6. EfterkrigsåreneEfter denne kraftanstrengelse med at rekonstruere og ajourføre registrene lades disse i de kommende år i fred, mens man afventer betænkningen fra det siddende udvalg, hvis opgave jo netop er at se på behovet for ændringer i de gældende regler. En lille ændring bliver det dog til imens, idet Det statistiske Departement i december 1947 meddeler folkeregistrene, at de ikke længere skal indsende de originale anmeldelser fra præsterne om fødsler og dødsfald til departementet. I 1948 udsendte Indenrigsministeriet et cirkulære, hvori man anmodede folkeregistrene om at fremskynde arbejdet med at fremskaffe manglende oplysninger til grundlisteudvalgene til brug for disses endelige affattelse af nævninge- og domsmandslister. Med hjemmel i en ny lov fra 1948 om valg til Rigsdagen udsendte Indenrigsministeriet i 1949 en ny bekendtgørelse om folkeregistrenes fremgangsmåde ved tilflytteres optagelse på folketingsvalglisten. I øvrigt ses dagligdagen at have indfundet sig igen i folkeregistrene. Således fremgår det af et cirkulære fra Kirkeministeriet, »at der til stadighed indløber klager fra folkeregisterførerne over, at de foreskrevne (fødsels)indberetninger ikke afgives rettidigt«. Den 1. oktober 1949 blev der ved en lagtingslov oprettet folkeregistre på Færøerne. Reglerne for registrenes førelse svarede i det væsentligste til de regler, der var fastsat for det øvrige kongerige i Indenrigsministeriets cirkulære nr. 155 af 25. oktober 1924, men man havde dog også oprettet et landsregister på Færøerne for den samlede færøske befolkning. Da både Indenrigsministeriet og det færøske landsstyre anså det for ønskeligt, at der foretoges registrering af flytninger mellem Færøerne og det øvrige kongerige, udsendte Indenrigsministeriet i 1950 et cirkulære herom. Ifølge dette cirkulære skulle folkeregistrene ved fraflytning til Færøerne udstede flyttebevis og flyttemeddelelse. Flyttebeviset skulle den flyttende have, og flyttemeddelelsen skulle via landsregistret sendes til tilflytningskommunen. Hvis ikke den flyttende afleverede flyttebeviset i tilflytningskommunen, skulle denne orientere landsregistret, der skulle eftersøge den flyttende. Viste det sig så, at den pågældende ikke var flyttet til Færøerne eller havde bopæl i en anden kommune, skulle landsregistret underrette fraflytningskommunen herom. Ved flytninger fra Færøerne til Danmark skulle den færøske kommune også udstede flyttebevis og flyttemeddelelse. Flyttemeddelelsen skulle via landsregistret sendes til tilflytningskommunen. Hvis tilflytningskommunen ikke modtog flyttebeviset og en eftersøgning havde vist sig forgæves, skulle landsregistret orienteres. Dette skulle så foretage en eftersøgning på Færøerne, hvis resultat den skulle orientere den angivne tilflytningskommune om. Hvis landsregistrets eftersøgning var forgæves, skulle Det statistiske Departement underrettes. Hvis tilflytteren fra Færøerne havde tilmeldt sig en anden kommune end den oprindeligt angivne, skulle denne kommune orientere både den oprindeligt angivne tilflytningskommune og landsregistret. |
|
|
Forside/Indhold - Top/Bund - Forrige/Næste |
| Version 1.0 september 1999 © Cpr-kontoret. Udgivet af Cpr-kontoret, http://www.cpr.dk |
|
| Elektronisk publikation fremstillet af JM Media efter Forskningsministeriets retningslinier |