Folkeregistreringen 75 år i 1999

Kapitel 4. Årene efter registrenes etablering

Indhold:

Principperne i det system, man i 1924 havde fået opbygget, ændredes ikke i de følgende år, men man bestræbte sig på at få fjernet de fejl, som registrene indeholdt, bl. a. på grund af den manglende dokumentation af borgernes oplysninger ved registrenes etablering. Herudover tog man også stilling til en række tvivlsspørgsmål på specielle områder, ligesom anvendelsesområdet for registrene både blev udvidet og præciseret.

Fejlene

Fejlene havde man særlig mulighed for at finde ved de skemaer, som kommunalbestyrelserne en gang om året med hjemmel i lovens § 8, stk. 1, kunne uddele til husejerne, som så skulle sørge for, at de cirkulerede blandt husets beboere.

Endvidere skulle folkeregistrene efter § 8, stk. 2. i loven revideres efter hver almindelig folketælling.

Herudover skulle folkeregistrene, som omtalt i § 27 i Indenrigsministeriets cirkulære 155 fra 1924 om førelse af folkeregistre, indsende indberetninger til Det statistiske Departement om ændringer i folkeregistrene på grund af til- og fraflytninger samt fødsler og dødsfald.

Folketællinger havde været afholdt regelmæssigt siden 1834. Tidspunkterne for folketællingerne fastsattes ved en kongelig resolution, mens selve gennemførelsen påhvilede Det statistiske Departement, som siden 1913 havde hørt under Finansministeriet, men som i øvrigt også påtog sig teknisk administrative opgaver for andre myndigheder. Ved en kongelig resolution af 13. december 1924 blev det bestemt, at den næste skulle finde sted den 5. november 1925, og at de senere skulle afholdes med 5 års mellemrum hver 5. november.

Ved den første folketælling efter registrenes oprettelse, dvs. ved folketællingen i 1925 udsendte Indenrigsministeriet to cirkulærer om fremgangsmåden i henholdsvis bykommunerne og landkommunerne.

I cirkulærerne indskærpedes, hvorledes skemaerne skulle uddeles, udfyldes og indsamles. På baggrund af de indkomne oplysninger skulle udarbejdes en liste, købstadlisten/sognelisten, der skulle indsendes til Det statistiske Departement. Skemaerne skulle desuden bruges til den ovenfor omtalte revision af folkeregistrene. Det statistiske Departement ville vejlede kommunalbestyrelserne om, hvorledes man gik frem. Bagefter skulle tællingsskemaerne sendes direkte til Det statistiske Departement.

Allerede den 25. november 1925 har Det statistiske Departement vundet så mange erfaringer med folkeregistreringen på grundlag af de indberetninger, folkeregistrene indgav, at man efter forhandling med Indenrigsministeriet kunne udsende et cirkulære med supplerende regler for folkeregistrene. Departementet anførte heri, at man var blevet opmærksom på, at det hyppigt skete, at en person var optaget i flere kommuners folkeregistre. Derfor gav man i cirkulæret regler for, hvorledes folkeregistrene skulle gå frem, når en person tilflyttede en kommune uden at medbringe et flyttebevis, og når en person, der var optaget i en kommunes folkeregister, ikke længere kunne findes, og hans opholdssted efter en omhyggelig eftersøgning ikke kunne findes. I begge tilfælde skulle der indsendes en indberetning til Det statistiske Departement, som så i videst muligt omfang ville sætte de to kommuner i kontakt med hinanden, så flytningen kunne blive berigtiget.

I cirkulæret bestemtes også, at meddelelser fra skifteretten om et dødsfald for en person, som angaves at have bopæl i kommunen, men som ikke kunne findes i kommunens folkeregister, skulle sendes til departementet, der ville søge at finde frem til det korrekte folkeregister.

Cirkulæret sluttede med at fastsætte, at indberetningerne fra folkeregistrene fremover ikke skulle komme månedsvis, men kvartalsvis.

Kvartalsindberetningerne blev i 1926 ændret, så de faldt sammen med de sædvanligt benyttede skattekvartaler. Samtidig ændredes 1924-cirkulærets regler om, hvorledes der skulle gås frem, når der anmeldtes flytning uden flyttebevis, eller en person ikke kunne findes på den registrerede adresse.

Da folketællingen den 5. november 1925 afslørede en række fejlregistreringer i folkeregistrene henstillede Indenrigsministeriet i et cirkulære af 16. oktober 1926 »indtrængende« til kommunalbestyrelserne at gøre brug af bestemmelsen i folkeregistreringslovens § 8, stk. 1, om at holde et årligt mandtal. Ministeriet anførte »truende« i cirkulæret, at kommunerne skulle være opmærksomme på, at de kommuner, der ikke gennemførte et årligt mandtal, efter folkeregisterinstruksen var forpligtet til at foretage en årlig gennemgang af registret for at få overført de 15-årige fra familiekort til enkeltkort.

For at undgå at personer blev talt med i flere kommuner eller helt undgik en tælling, anbefalede ministeriet, at det nævnte mandtal fandt sted på samme dag over hele landet, nemlig den 5. november 1926.

Når mandtallet var tilendebragt, skulle registrene gennemgås, og der blev i cirkulæret givet regler for fremgangsmåden for registreringen af »opdukkede personer« og for »forsvundne personer« samt »15-årige personer«.

Cirkulæret slutter med bestemmelser om, hvorledes folkeregistrene på forskellige punkter skal forholde sig til i relation til Det statistiske Departement, som tydeligt havde stor indflydelse på folkeregistrenes arbejde.

Tvivlsspørgsmålene

I det første år af registrenes levetid havde Indenrigsministeriet modtaget forskellige spørgsmål om registrenes førelse. Efter at have forhandlet med de interesserede udsendte ministeriet ændringer til folkeregisterbekendtgørelsen og det cirkulære som indeholdt instruks til folkeregistrene om disses førelse. Samtidig udsendte ministeriet et cirkulære til højskoleforstandere og landbrugsskoleforstandere.

Bestemmelserne vedrørte 3 persongrupper, nemlig varetægtsfanger og straffefanger m. v., elever på højskoler og landbrugsskoler samt værnepligtige, som alle blev undtaget fra pligten til selv at anmelde flytning eller midlertidigt ophold i en anden kommune.

For fangernes vedkommende ville der fra den pågældende institution blive givet meddelelse til folkeregistret i den kommune, hvor den pågældende var registreret ved opholdets påbegyndelse, således at man der kunne foretage et notat på hovedregisterkortet. Fangen skulle ikke optages i folkeregistret i den kommune, hvor fængslet var beliggende. Dette skulle kun ske, hvis den pågældende ved indsættelsen ikke var optaget i noget folkeregister, eller det ved afhøring af ham ikke kunne oplyses, om eller hvor han var optaget i registret.

Flytninger til en anden anstalt ville folkeregistrene ikke få besked om, men derimod skulle man »så vidt muligt« inden løsladelsen have besked om denne samt om, hvor den pågældende agtede at tage bopæl. Genoptog den løsladte sin tidligere bopæl, skulle der på kortet ske notering af løsladelsen, og kortet sættes tilbage på sin gamle plads. Såfremt den løsladte tog bopæl andetsteds i kommunen, skulle registerføreren gå frem efter de almindelige bestemmelser om flytninger indenfor kommunen. Hvis endelig han tog bopæl i en ny kommune, skulle han betragtes, som om han meldte flytning til den nye kommune fra den bopæl, han havde ved indsættelsen.

Heller ikke elever, der havde bopæl på høj- og landbrugsskoler eller ved skolens foranstaltning hos private, skulle optages i folkeregistret i den kommune, hvor skolen lå, hvis opholdet ikke strakte sig over et år. Men eleverne skulle til folkeregistret i den kommune, hvor de var registrerede, anmelde skoleopholdet, uanset om dette var af kortere varighed end tre måneder. Skoleforstanderen fik endvidere pligt til at kontrollere, at denne anmeldelse havde fundet sted, idet eleven skulle fremvise en kvittering for anmeldelsen. Når eleven rejste fra skolen, var det skolen, som skulle anmelde dette. Folkeregisterføreren skulle så gå frem på samme måde som nævnt ovenfor ved løsladte fanger.

I cirkulæret til skoleforstanderne begrunder Indenrigsministeriet de nye regler med en uensartet praksis på området siden registrenes oprettelse.

Heller ikke de værnepligtige skulle registreres i folkeregistret i den kommune, hvor kasernen med mere var beliggende. Derimod påhvilede det den værnepligtige, som indkaldes første gang til aftjening af værnepligten, at forevise udskrivningspasset til folkeregisterføreren, dér hvor vedkommende er registreret. Dette gjaldt også hvis indkaldelsen var kortere end 3 måneder.

Folkeregisterføreren skulle foretage notat om indkaldelsen i registret og påtegne udskrivningspasset herom. Den militære afdeling skulle efterfølgende kontrollere, at anmeldelsen havde fundet sted. Ved hjemkaldelsen skulle den værnepligtige orientere det gamle folkeregister herom. Fremgangsmåden er i øvrigt den samme som for løsladte. Kort tid efter hjemsendelsen ville der desuden fra militæret komme besked til folkeregistrene om hjemsendelsen.

En række enkeltspørgsmål i relation til folkeregistreringen fandt også deres afklaring i disse år, senest ved et cirkulære fra 1939:

• et vedtaget bødeforlæg efter folkeregistreringslovens § 12 kunne afsones
• en kommunalbestyrelse havde ikke pligt efter lovens § 12 til at anmelde overtrædelser af folkeregistreringslovgivningen
• vejledningerne til fødested på folketællings- og mandtalsskemaer skulle udformes på en bestemt måde, afhængigt af om fødestedet var her i landet, på Færøerne, i Grønland eller i udlandet.
• en privat spørger kunne få oplyst adressen for en fængslet person, hvis spørgeren kunne dokumentere en berettiget interesse.
• personer, som tog ophold i 9 måneder i en statslig ungdomsskolelejr, skulle behandles folkeregistreringsmæssigt som eleverne på højskoler og ungdomsskoler, jf. ovenfor.

Udvidelse af registrenes anvendelsesområde

Folkeregistrenes anvendelsesområde udvidedes også i løbet af de to første tiår efter registrenes etablering. Med hjemmel i loven om folkeforsikring fra 1933 blev det året efter bestemt, at hovedregisterkortene i folkeregistrene skulle indeholde oplysning om den pågældendes medlemsforhold til en offentlig sygeforsikring. Det blev endvidere pålagt folkeregistrene at føre kontrol med de personer, som ikke havde opfyldt deres forpligtelse til at indmelde sig i en sygekasse eller sygeforsikring.

Året efter gør Indenrigsministeriet i tilslutning til 1933-cirkulæret opmærksom på, at da personer, som er over 60 år, ikke kan optages i en sygeforsikringen »vil det være uden hensigt at give disse personer den fornævnte påmindelse om indmeldelse, samt i tilfælde, hvor denne ikke frugter, at pålægge dem at udrede en ydelse på 10 kr.«

Ved en ændring af rigsdagsvalgloven i 1938 blev indført den ændring, at en vælger, der flyttede fra en kommune til en anden, kunne overføres til en særlig tilflyttervalgliste i tilflytningskommunen. Den almindelige valgliste i en kommune omfattede alle personer, som havde bopæl i kommunen den sidste dag i februar måned. Det blev nu pålagt folkeregisterføreren at orientere personer, der fraflyttede efter dette tidspunkt, om muligheden og fremgangsmåden for at blive optaget på tilflytningskommunens tilflytterliste.

I det tidligere nævnte cirkulære fra 1939 blev folkeregistrene orienteret om, at de fremtidig først ville få meddelelse om varetægtsfangers indsættelse i et arresthus den 5. dag efter indsættelsen, således at der ikke tilgik dem nogen meddelelse, hvis den pågældende blev løsladt inden 5 dage.