Folkeregistreringen 75 år i 1999

Kapitel 3. Gennemførelsen af kommissionens forslag

Indhold:

Loven

Efter modtagelsen af kommissionens betænkning fremsatte venstremanden, indenrigsminister Kragh den 19. december 1922 i Folketinget forslag til lov om folkeregistre.

Som anført i bemærkningerne til lovforslaget stemte dette i det væsentligste overens med det lovforslag, som kommissionen havde udarbejdet. Ministeriet gjorde specielt opmærksom på, at man kunne tilslutte sig kommissionens opfattelse af, at der på daværende tidspunkt kun burde fremsættes forslag om indførelse af folkeregistre og ikke tillige forslag om indførelse af civilstandsregistre. De væsentligste ændringer og tilføjelser i forhold til kommissionens lovforslag var i øvrigt følgende:

I stedet for i loven at fastsætte en bestemt dato, hvor folketællingen, skulle finde sted, fandt man det »rettest«, at overlade det til indenrigsministeren at fastsætte datoen.

I bestemmelsen om, at bl.a. fødsler skulle indberettes til folkeregistrene af de myndigheder, som fik disse anmeldt, var i indenrigsministerens lovforslag efter ønske af Justitsministeriet indsat en tilføjelse, som sikrede, at indberetning om fødsler, der fandt sted på »Rigshospitalets afdeling for hemmeligt fødende kvinder« kun skete, i det omfang de særlige regler om disse mødres ret til hemmeligholdelse tillod dette.

»På grund af de forhåndenværende økonomiske forhold« mente ministeriet det ikke rigtigt »for tiden« at stille forslag om oprettelse af et landsregister, som skønnedes at medføre årlige udgifter på formentlig ca. 200.000 kr. Ministeriet var dog klar over, at der ikke mindst i begyndelsen af registrenes virksomhed ville kunne opstå en række vanskeligheder for kommunerne ved registrenes førelse. Derfor foresloges i overensstemmelse med kommissionens subsidiære forslag en bestemmelse om, at der ved indenrigsministerens foranstaltning skulle føres tilsyn med folkeregistrene.

Endelig havde Indenrigsministeriet tilsluttet sig Justitsministeriets opfattelse af, at de ændringer lovforslaget måtte medføre i loven om børn uden for ægteskab samt i loven om hustruers og ægtebørns retsstilling, skulle fremsættes af justitsministeren i et særligt lovforslag.

Forslaget til loven om folkeregistre blev vedtaget med forskellige mindre ændringer ved 3. behandling i Folketinget den 27. marts 1923. Derefter overgik det til behandling i Landstinget, som henviste det til udvalgsbehandling. Da udvalgets flertal var blevet i tvivl om, hvorvidt kommunalbestyrelsernes tilslutning gjaldt tvungne registre, bad man indenrigsministeren om at sørge for, at kommunalbestyrelserne gennem de kommunale organisationer i løbet af sommeren udtalte sig herom.

Efter at have modtaget de kommunale organisationers svar, hvoraf det fremgik, at de alle ville anbefale, at loven blev søgt gennemført, fremsatte Indenrigsministeriet på ny forslaget i den form, det havde ved vedtagelsen i Folketinget – herunder en 5-dages frist for flytteanmeldelser – med den ændring, at oprettelsen af folkeregistrene, blev udskudt et år.

I straffebestemmelsen fjernedes bestemmelsen om, at der i visse tilfælde kunne ifaldes straf af fængsel på almindelig fangekost eller tvangsarbejde indtil 2 måneder. Årsagen hertil var, at man fandt, at straffen ville medføre et misforhold i forhold til skatteydere, som i svigagtig hensigt meddelte urigtige oplysninger om deres indkomst og formue, og som kun kunne straffes med bøder.

Lov om folkeregistre blev herefter vedtaget som lov nr. 57 af 14. marts 1924.

Oprettelsen

Ved Indenrigsministeriets cirkulære nr. 122 af 23. august 1924 blev det herefter bestemt, at folkeregistrene skulle oprettes onsdag den 5. november 1924 ved at samtlige, der den pågældende dag var bosat eller midlertidigt opholdt sig i kommunen, meddelte de oplysninger, som fremgik af lovens § 1. Det var:

1. Fulde navn,
2. Køn,
3. Stilling eller erhverv,
4. Bopæl,
5. Fødselsår,
6. Fødselsdag
7. Fødested,
8. Statsborgerforhold,
9. Ægteskabelig stilling,
10. Stilling i husstanden samt
11. Tilflytningsår og fraflytningssted, for så vidt den pågældende var tilflyttet kommunen i løbet af de sidste 5 år.

Herudover fandt ministeriet det »hensigtsmæssigt«, at beboerne tillige blev opfordret til at oplyse, om de var medlemmer af folkekirken og i givet fald, om de var tilsluttet en valgmenighed.

»De dertil skikkede mænd«, som ifølge kommissionens tanker skulle uddele de skemaer, der skulle udfyldes og foretage selve udfyldelsen på landet, er uomtalte i cirkulæret.

I forhold til kommissionens forslag indeholdt cirkulæret også den ændring, at kommunalbestyrelserne i stedet for at skrive oplysningerne på kort kunne vælge at indføre dem i protokoller. Denne valgfrihed gjaldt dog kun de sognekommuner, som ved den sidste almindelige folketælling havde under 2000 indbyggere.

Snarest efter at kommunalbestyrelserne havde modtaget de udfyldte skemaer, skulle de overføre oplysningerne på kortene eller i protokollen. Når denne overførsel var tilendebragt, var registrene ifølge cirkulæret oprettet.

For så vidt angår kortsystemet indeholder cirkulæret som bilag de formularer som man »fandt rettest« i almindelighed blev benyttet. Ønskede kommunalbestyrelsen en anden affattelse, måtte man have tilladelse af Indenrigsministeriet, og kommunalbestyrelsen måtte begrunde sit ønske om en afvigelse og redegøre for den udformning, man ønskede.

Forklaringen om udfyldelsen af kortene er som i kommissionsbetænkningen grundig.

Kommuner, som kunne vælge protokoller, måtte gerne anvende en løsbladsprotokol. Navneprotokollen kunne endvidere være en særskilt afdeling af hovedregisterprotokollen.

Administrative bestemmelser fra 1924 om driften af registrene

Inden dagen for folkeregistrenes oprettelse udsendte Indenrigsministeriet og andre ministerier en række administrativt fastsatte bestemmelser om folkeregistreringen:

1924-cirkulæret

Det bedste indtryk af folkeregistrenes funktionsmåde får man af Indenrigsministeriets cirkulære af 24. oktober 1924 om førelse af folkeregistre, som gjaldt for alle folkeregistre, bortset fra de som havde valgt protokoller med faste blade.

I forhold til kommissionens instruksforslag er cirkulæret udbygget med detaljerede forskrifter for udfyldning af de enkelte rubrikker på kortene.

»Stilling i husstanden« skulle eksempelvis anføres på en af følgende måder: Hf.=husfader, Hm.=husmoder, S.=søn, D.=datter, Hsa.=husassistent, Sl.=slægtning, P.=pensionær eller L.=logerende.

Af instruksen ses, at folkeregistrene ved deres start i 1924 modtog oplysninger om fødsler og navngivelse af børn fra præsterne og personregisterførerne og om dødsfald fra skifteretterne. Herudover modtog man fra forskellige myndigheder oplysning om navneændring, adoptionsbevilling, ændring af statsborgerforhold samt om umyndiggørelse og ophævelse heraf og om konkurs og ophævelse heraf.

Ved adoption noteredes på barnets kort i hovedregistret navn og myndighed for adoptionen, navn, stilling og bopæl for adoptivforældrene. Børn under 15 år skulle desuden slettes på det kort, hvor de før adoptionen var opført, og så anføres på adoptivforældrenes kort med bemærkning om adoptionen.

Instruksens bestemmelser om, hvorledes folkeregistrene skal forholde sig med borgernes flytteanmeldelser er også yderst detaljerede. For at forstå disse bestemmelser må man huske registrenes opbygning:

Hovedregistret: Bestod af hovedregisterkort, hvorpå alle oplysningerne om de optagne personer anførtes. Hovedregisterkortene fandtes i to varianter, som enkeltkort og som familiekort. På familiekortene anførtes mand og kone samt hjemmeværende børn under 15 år. Alle andre personer havde enkeltkort. Disse kort opbevaredes i kasser efter nærmere regler

Navneregistret: Bestod af navneregisterkortene, der var indgangsregister til hovedregistret. Alle på enkeltkort skulle have et navnekort, mens der for familiekort kun skulle udskrives navnekort for personen, der stod øverst på dette kort. Det var dog tilladt at skrive et kort for samtlige personer på familiekortet.

Afgangsregistret: Her anbragtes hovedregisterkort for personer, som fraflyttede kommunen, døde eller forsvandt, samt for kvinder der havde indgået ægteskab(!).

Ved anmeldelser af flytninger indenfor kommunen skulle folkeregistret anføre den nye adresse på hovedregisterkortet og navneregisterkortet. Navneregisterkortet skulle derefter tilbage på sin gamle plads. Hovedregisterkortet skulle derimod placeres på den nye bopæls plads i registret.

Ved anmeldelser af flytninger til en anden kommune fra en person på et enkeltkort eller fra alle på et familiekort anførtes ligeledes den nye adresse på hovedregisterkortene, men kortene placeredes bagefter i afgangsregistret. Den nye adresse påførtes ligeledes navnekortene, men disse skulle også i sådanne tilfælde sættes tilbage i navneregistret.

Hvis ikke alle personer på familiekortet flyttede samtidigt, skulle kun de flyttede navne udstreges, og der blev i anmærkningsrubrikken på hovedkortet gjort notater om den nye adresse. Kortet gik derefter tilbage til sin gamle plads.

Borgeren som meldte flytning til en anden kommune fik udleveret et flyttebevis, som han senest 5 dage efter ankomsten skulle aflevere til folkeregistret i tilflytningskommunen. Der skulle udfærdiges et flyttebevis pr. kort, dvs. at personer fra samme familiekort kun skulle have et flyttebevis.

Samtidig med udfærdigelsen af flyttebeviserne skulle udfærdiges meddelelser om flytningen til tilflytningskommunen. Denne meddelelse, der sendtes i en lukket kuvert, skulle indeholde de samme oplysninger som flyttebeviset. I en trøstende note til bestemmelsen henledes opmærksomheden på muligheden af at bruge kalkerpapir.

Når en person tilmeldte sig i sin nye kommune, skulle folkeregisterføreren afkræve ham flyttebeviset og så forhåbentlig samtidig kunne fremtage flyttemeddelsen fra fraflytningskommunen. Flyttebeviserne skulle derefter indsendes til Det statistiske Departement.

Herefter starter så en ny korttilværelse for den flyttende i tilflytningskommunen.

Hvis flyttebeviser svarende til flyttemeddelelserne ikke var modtaget i tilflytningskommunen inden 14 dage efter flyttemeddelelsens dato, skulle registerføreren eftersøge personen i kommunen og, hvis han fandtes, berigtige flytningen. Fandtes den pågældende ikke på denne måde, skulle fraflytningskommunen orienteres, således at man der kunne forsøge at finde vedkommendes opholdssted.

Der gives endvidere i cirkulæret bestemmelser om registreringen af personer, som har midlertidige ophold over 3 måneder i en anden kommune.

Personer fra udlandet, som tog bopæl i en kommune, skulle anmelde dette inden 5 dage. Hvis vedkommende ikke havde været registreret i en anden kommune, hvorfra oplysninger kunne rekvireres, skulle hovedregisterkort udfyldes på grundlag af den pågældendes egne oplysninger, så vidt muligt dokumenteret ved forevisning af legitimationspapirer (pas eller lign.).

Hvis en person opgav sin bopæl her i landet og rejste til udlandet, skulle dette registreres på hans hovedregisterkort, som skulle hensættes i afgangsregistret, og på hans navnekort, der skulle sættes tilbage i navneregistret.

For at kontrollere folkeregistrets indhold skulle der en gang om året omdeles skemaer, som husejeren skulle sørge for cirkulerede blandt husets beboere, der skulle udfylde disse med oplysninger svarende til lovens § 1. De fejl, som derved afsløredes, skulle folkeregisterføreren sørge for berigtigelse af, i nødvendigt omfang ved inddragelse af folkeregistret i andre kommuner.

Udover reglerne om, hvilke oplysninger der skulle registreres og hvordan, indeholdt instruksen bestemmelser om udlevering af oplysninger. For udlevering af oplysninger til offentlige myndigheder svarer reglerne til udkastet i betænkningen.

Derimod var der en begrænsning af de oplysninger, private kunne få, idet der foruden straffe heller aldrig måtte oplyses fattighjælp og skatteforhold.

Instruksen indeholder ikke den omtvistede bestemmelse fra betænkningen om, at registerføreren skulle »erkyndige« sig om årsagen til en adresseforespørgsel. Derimod findes en bestemmelse om personer, der »fremsætter anmodning om, at hans adresse ikke opgives til private«. Hvis folkeregisterføreren fandt, at en sådan anmodning var berettiget, ved han, hvis han får en forespørgsel om vedkommendes adresse, at denne ikke må opgives.

Den instruks, som Indenrigsministeriet kort efter udsendte for folkeregistre, som blev ført som faste protokoller adskiller sig indholdsmæssigt kun fra de ovenfor omtalte regler ved at henvise til sider i stedet for kort og ved, at der intet afgangsregister findes.

1924-bekendtgørelsen

I Indenrigsministeriets folkeregistreringsbekendtgørelse, der ligeledes udsendtes den 25. oktober 1924, indskærpedes borgerens pligt til at anmelde flytninger både til fraflytningskommunen og tilflytningskommunen, når han »opgiver sin bopæl eller sit ophold« og »tager bopæl eller ophold«.

Det flyttebevis, som borgeren skulle have ved fraflytningen, ville ved skriftligt anmeldte flytninger blive tilstillet den pågældende ufrankeret, medmindre svarporto var vedlagt. Så måtte modtageren udover den almindelige porto betale strafporto for at modtage flyttebeviset.

I bekendtgørelsen genfinder man kommissionens forslag om, at en person, som bevarer sin bopæl i en kommune, men tager midlertidigt ophold i en anden kommune skal anmelde dette til tilflytningskommunen, hvis opholdet dér antages at ville vare i 3 måneder eller længere. Ved »afrejsen«, når opholdet er ophørt, skal den midlertidige opholdskommune have besked herom. Hverken bortrejse eller tilbagekomst skal derimod anmeldes til bopælskommunen.

Det var de kommunale skattemyndigheder i Københavns Kommune, som ifølge kommissionen havde ønsket indsat en sådan bestemmelse, fordi personer med fast ophold (i over 3 måneder) i flere kommuner skulle betale forholdsmæssig skat til de forskellige kommuner. At kun den midlertidige opholdskommune skulle orienteres var begrundet i et hensyn til borgeren kombineret med en overbevisning om, at der på bopælen altid ville kunne indhentes oplysninger om, hvor han opholdt sig.

Bekendtgørelsen indeholdt desuden som i kommissionens forslag regler om flytteanmeldelser for personer, som ikke selv kan foretage disse, om husbondes og udlejers pligt til at anmelde personer, som tager ophold hos dem, og den flyttendes pligt til mundtligt at redegøre for ufyldestgørende anmeldelser.

Som kommissionen havde foreslået, får den private en ret til at få en attestation af, at han selv opholder sig eller har opholdt sig i kommunen i et bestemt tidsrum.

For så vidt angår oplysninger om andre personer omtales kun adresseoplysning, som formentlig skal forstås som den aktuelle adresse. Denne oplysning kan man få, hvis anmodningen tages til følge som berettiget, uden at dette nærmere forklares. Der stilles ingen specielle krav om identifikation af den person, som forespørgslen vedrører. Prisen pr. »omspurgt« person og pr. attest fastsættes til 1 kr.

Til slut i bekendtgørelsen findes en opremsning af en række pligter, som fortsat består, herunder pligten efter en lov fra 1875 om tilsynet med fremmede og rejsende m. v. for »den, som for betaling yder nogen nattelogis i dag- og ugevis, eller som uden vederlag huser ubekendte eller omvandrende personer« til at »afæske disse oplysning om deres navn, stilling og sidste opholdssted« og videregive disse oplysninger til politiet m. fl.

Bekendtgørelsen rundes af med en gentagelse af lovens straffebestemmelser, herunder at den kommune, overfor hvis folkeregisterlovens bestemmelser er blevet overtrådt, er berettiget til at tilbyde en afgørelse af sagen med en bødevedtagelse. Hvis forseelsen er foregået overfor både fraflytnings- og tilflytningskommunen, skal det være tilflytningskommunen, som kan afslutte sagen på denne måde.